EMNER

Flygtningevenner savner venner

Kun to nye meldte sig til flokken af frivillige, der hjælper indvandrere til bedre integration

FJERRITSLEV:Det er ikke helt nemt at finde nye frivillige flygtningevenner i Fjerritslev i stedet for de seks, der har forladt gruppen i sommer. Det må Liselotte Kjær, der leder den nu 12 mand store gruppe, sande, efter et hvervemøde i den gamle skole i Grønnegade, som også er flygtningenes faste mødested hver tirsdag aften. - Der mødte kun to nye op, og det er lidt skuffende, især fordi der var fuldt hus af flygtninge, siger hun. - En enkelt har også ringet og meldt sig, men vi har brug for flere frivillige, fordi er er kommet flere nye flygtninge, fortæller Liselotte Kjær. De nye er to indonesiske familier med tilsammen ni medlemmer, og desuden er de afghanske familier blevet større som følge af familiesammenføringer. - Vi har både brug for nogen, der vil hjælpe børnene med lektier om eftermiddagen, og for voksne, der vil hjælpe og træne dansk med både voksne og børn. Det handler om at lære sproget hurtigst muligt, understreger Liselotte Kjær. - Det har været en stor succes med vores spis-sammen aftener, og dem vil vi meget gerne tage op igen. Det er en god måde at komme i snak på, især for kvinderne, siger hun. - Heldigvis er en del af mændene kommet i arbejde, og de har lavet en lille klub, hvor de træner dansk ud fra avisartikler og samtaler med en af de frivillige. Liselotte Kjær glæder sig også over, at de afghanske og indonesiske flygtninge kommer godt ud af det med hinanden. - Afghanerne har taget godt mod de nye, selv om der er lidt sprogvanskeligheder. Så kan man spille skak, og det gør mændene, mens snakken består af enstavelsesord, fagter og engelske brokker. Mødeaftnerne om tirsdagen bruges også til at hjælpe flygtningene med at læse og skrive breve og andre praktiske gøremål, så det er afvekslende at være frivillig. De seks, der har forladt gruppen, gik på gymnasiet og er nu flyttet fra egnen.