Flyulykker

Flykaptajn opdager fladt hjul

Norwegian-passagerfly i Aalborg forsinket i timevis - måtte vente på nye hjul fra København.

Norwegian etablerer rute direkte fra Aalborg til Berlin. Arkivfoto

Norwegian etablerer rute direkte fra Aalborg til Berlin. Arkivfoto

Et Norwegian-passagerfly blev søndag aften forsinket fra Aalborg Lufthavn, da flyets kaptajn pludselig opdagede, at et dæk på flyet var fladt. Flyet var fløjet fra Københavns Lufthavn til Aalborg Lufthavn, hvor det efter planen skulle videre til London med planlagt afgang søndag kl. 18.50. Under et rutinetjek, hvor flyets kaptajn gik rundt uden for og kontrollerede flyet, opdagede han, at et landingshjul var fladt. - Flyets personale har gjort, hvad de skulle, siger kommunikationschef Rikke Mølgaard fra Aalborg Lufthavn om kaptajnens flytjek. Da Norwegian ikke har noget reservedelslager i Aalborg Lufthavn, skulle der først flyves to nye hjul fra København til Aalborg før afgang. Norwegian-flyet blev op til to timer forsinket inden afrejsen til London. Rikke Mølgaard understreger, at der ikke har været dramatik i forbindelse med episoden. Der var ikke tale om, at flyets dæk punkterede under landing, ifølge kommunikationschefen. Ifølge hende er flade dæk på passagerfly bestemt ikke hverdag i Aalborg Lufthavn.

Forsiden