Flyproblemer forsinker walisisk rejse til Danmark

Ryan Giggs og co. ankommer først sent lørdag aften til Aarhus forud for søndagens Nations League-kamp.

Ritzau
Landstræner Ryan Giggs og hans spillere er blevet forsinket på vej til Danmark. Foto: Geoff Caddick/Ritzau Scanpix
Fodbold 8. september 2018 19:27

Hverken Danmarks eller Wales' fodboldlandshold får en optimal optakt til søndagens Nations League-kamp i Aarhus.

Mens danskerne har været igennem en landsholdskonflikt, er det flyproblemer, som spolerer optakten for landstræner Ryan Giggs og hans spillere.

Efter planen skulle walisernes fly være fløjet mod Østjylland lørdag eftermiddag og lande på dansk jord omkring klokken 17.30, men på grund af tekniske problemer skal waliserne i stedet finde et andet fly.

Derfor kommer waliserne tidligst til at rejse fra Wales klokken 20 dansk tid.

Forsinkelsen betyder, at waliserne ikke når at træne på Ceres Park i Aarhus inden søndagens landskamp samme sted. Landstræner Ryan Giggs kommer heller ikke til at tale med pressen før kampen.

Forud for en landskamp lyder Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) regler, at udeholdet senest et døgn før kampstart skal ankomme til det land, hvor kampen spilles.

Da søndagens kamp spilles klokken 18, lever waliserne ikke op til den regel.

Da der er tale om force majeure, får den sene walisiske ankomst til Danmark dog ikke nogen betydning for søndagens kamp, oplyser Uefa.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...