EMNER

Flyselskab afviser kritik af litauiske piloter

VAMDRUP:Danske piloter frygter, at Danish Air Transport i Vamdrup forsøger at dumpe priserne på gods-flyvning i Danmark. Det skriver dagbladet Politiken. Men de beskyldninger er helt forkerte, siger direktør Jesper Rungholm fra Danish Air Transport. I øjeblikket har Danish Air Transport et fly og piloter fra Litauen til at flyve på en postrute mellem Rønne, København og Aalborg. Men ifølge Jesper Rungholm har de litauiske flyvninger intet med pris-trykkeri at gøre. - Der er ikke tale om organiseret brug af udenlandske arbejdskraft på en postkontrakt. Der er tale om, at vi har et fly til et eftersyn, der varer en måned, og vi har behov for kapacitet i den periode, siger han til Kanal 94, DR i Vejle. Han mener ikke, der er danske selskaber, som kan løse den opgave, men når selskabets fly er klar igen, bliver det igen Danish Air Transports danske piloter, der udfører postflyvningen. /ritzau/