Rejsebranchen

Flyselskab går konkurs - rejser fra Aalborg rammes

Primera Air vil indgive konkursbegæring tirsdag, og det går ud over rejsende fra Aalborg Lufthavn

Arkivfoto: Bent Bach

Arkivfoto: Bent Bach

AALBORG:Flyselskabet Primera Air vil tirsdag indgive konkursbegæring og indstille al aktivitet allerede fra midnat mellem mandag og tirsdag. Det skriver selskabet på sin hjemmeside.

Flyselskabet er ejet af den islandske rejsekoncern Primera Travel Group, der står bag den danske rejsearrangør Bravo Tours.

Og netop Bravo Tours har rejser fra Aalborg Lufthavn, så konkursen rammer rejsende, der har planlagt en ferie fra Aalborg denne uge - eller som skulle flyve hjem med Primera Air.

Mandag først på aftenen var salgs- og marketingdirektør Rikke Mølgaard, Aalborg Lufthavn, endnu ikke blevet officielt orienteret om konkursen og havde ikke oplysninger om, hvordan rejsende skal forholde sig.

- Vi mangler yderligere information fra Bravo Tours og Primera Airs side for at kunne være mere behjælpelig nu, lød det fra Rikke Mølgaard.

Hun kunne oplyse, at fire-fem ruter skulle være fløjet af Primera Air fra Aalborg denne uge. Det drejer sig blandt andet om Athen, Rhodos og Malaga.

Bravo Tours forsøger at finde andre fly til de passagerer, der skulle have været afsted med Primera Air.

Mandag aften var der fundet fly til de 550 passagerer, der skulle have været afsted med det konkursramte flyselskab tirsdag.

- Vi er i gang med at løse det for resten af ugen og måneden, så vores gæster kommer til at mærke så lidt som muligt til det her, sagde den administrerende direktør for Bravo Tours, Peder Hornshøj, til Ritzau.

Også rejseselskabet Apollo Rejser benytter sig af Primera Air.

Ifølge Ritzau flyver selskabet fra flere danske lufthavne til blandt andet Spanien, Portugal og Grækenland. Der har årligt været omkring 200.000 danske passagerer.

På Facebook uddyber Primera Air, at selskabet - efter ikke at have nået til en aftale med sin bank - ikke havde anden mulighed end at indgive en konkursbegæring.

- På vegne af hele Primera Air-holdet vil vi gerne sige tak for jeres loyalitet. På denne sørgelige dag siger vi farvel til jer alle, står der i meddelelsen på selskabets hjemmeside.

Sådan er du stillet ved flyselskabers konkurs

Hvis konkursen sker, mens du er afsted:
* Har du købt din flybillet direkte hos flyselskabet, er du dækket, hvis flyselskabet får konkurs under din rejse. Det eneste krav er, at billetterne er til flyvninger mellem en dansk og en udenlandsk lufthavn. Rejsegarantifonden dækker udgifterne til en ny billet på nær en selvrisiko på 1000 kroner.
* Har du købt en pakkerejse dækker Rejsegarantifonden ved konkurs. En pakkerejse skal bestå af mindst to af følgende: Transport, indkvartering eller eksempelvis billeje eller en koncertbillet. Selskabet skal være registreret hos Rejsegarantifonden.
* Hvis billetten er købt som del af en sammensat rejse, dækker Rejsegarantifonden i nogle tilfælde. Sammensatte rejser består af mindst to forskellige ydelser, som er købt i forlængelse af hinanden, men betalt hver for sig. Det kan eksempelvis være, at flybilletten er købt hos et selskab, som formidler dig videre til en hoteludbyder. Rejsegarantifonden dækker i dette tilfælde kun for den ydelse, som rejseudbyderen er ansvarlig for og har modtaget betaling for.
Hvis konkursen sker, inden du rejser:
* Hvis du har købt flybilletten direkte hos selskabet, skal du altid betale en selvrisiko på 1000 kroner, og Rejsegarantifondens formue er afgørende for, hvor meget du kan få i erstatning. Flybilletten skal være til flyvning mellem en dansk og en udenlandsk lufthavn.
* Har du købt en pakkerejse, er du dækket af Rejsegarantifonden. Hvis ikke du kan få en tilsvarende rejse, erstatter Rejsegarantifonden beløbet for rejsen.
* Hvis du har en sammensat rejse, kan du kun få dækket det løb, som du har betalt for den første ydelse i din rejse.
Betalingskort:
* Hvis billetten er betalt med eksempelvis mastercard eller maestro, kan banken søge erstatning på dine vegne, hvis flyselskabet går konkurs.
* Banken kan ikke hjælpe, hvis du har betalt med et almindeligt dankort. Men hvis du har betalt med visa-delen af dit visadankort, kan du forsøge at få banken til at søge erstatning.
Forsikring:
* En sidste mulighed er at tjekke din rejseforsikring. Det kan være, at den dækker, når flyselskaber går konkurs.
Kilder: Forbrugerrådet Tænk/ritzau

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst