Skolevæsen

Flyt uddannelsen

”skal vi nu skældes ud igen?

en erklæring: det følgende er et håndslag - og ikke noget håndkantslag til folkeskolelærerne, men er til gengæld kritiske refleksioner over den personkreds, der er ansvarlig for arbejdsvilkårene i folkeskolen. Det fremgår af den seneste evalueringsrapport fra Danmarks Evalueringsinstitut, at kun halvdelen af landets matematiklærere i 4.-6. klasse har matematik som liniefag fra seminariet. Som det vil fremgå nedenfor, har det tidligere været meget værre, hvilket er en ringe trøst. KOMMENTARERNE, stadig iflg. avisforsiden, røber, at man stadig ikke forstår sagens alvor. ”Der er brug for mere efteruddannelse” ikke bare siger – men ligefrem ”raser” formand Damkjær Petersen fra ”Skole og Samfund”. Analog udmelding fra undervisningsministeren, der efter den forudsigelige melding om regeringens mål om at få liniefagsuddannede lærere i alle fag, (vi takker rørt for de gode hensigter), beroligende tilføjer, at ”… vi har sat ekstra penge af til efteruddannelse, så man kan efteruddanne sit ud af problemerne”. Er Haarder rigtigt citeret, er der grund til at spørge, hvad der egentlig menes med ”efteruddanne”? Tænkes der på et - eller nogle weekendkurser? Eller af nogle ugers varighed? I stedet for Orwell’sk kunne man jo tale dansk, og hævde, at eneste løsning ikke er efteruddannelse – men uddannelse! Udsagnet er en hån mod al faglighed, præcis som hvis man ville påstå, at man kunne afhjælpe lægemangel ved at ”efteruddanne” sygeplejersker eller afhjælpe håndværkermangel ved at ”efteruddanne” arbejdsmænd. FAGLIGHED, solid teoretisk viden og/eller praktisk håndelag, er ikke noget man ”efteruddanner” – men noget, man uddanner sig til. At efteruddannelsessnak-ken også for længst er fremført af formanden for Danmarks Lærerforening, understreger blot situationens alvor. Den manglende alvor afsløres også af forsidecitat fra formanden for skolelederne i Nordjylland, der hævder, ”at en lærer sagtens kan undervise i matematik uden at have haft det som liniefag.” Ja, naturligvis. Eksempelvis hvis den pågældende lærer har liniefag i natur og teknik, der forudsætter et solidt matematisk fundament, eller hvis læreren, som gymnasialt grundlag inden seminariet, havde en matematisk studentereksamen, en HTX eller lign. Pointen er, at det har den humanistiske lærer (flertallet af folkeskolelærerne!) netop oftest ikke, og just derved bliver skolelederformandens udsagn en ringe trøst. HVORDAN ser virkeligheden ud? Et par eksempler: For få år siden bragte Politiken en redegørelse for hvorledes en gruppe førsteårs-medicinstuderende ved Københavns Universitet løste en regneopgave om medicinering af en patient. Et bestemt kvantum medicin pr. kg. legemsvægt. Mange besvarelser i denne, heldigvis teoretiske opgave, afslørede doseringer, som om patienten var en elefant(!) Altså: udtalt matematisk analfabetisme hos studerende med bestået studentereksamen! Værre, når det ikke kun er teori, men barsk virkelighed, for en patient, indlagt med akut forgiftning på et nordjysk sygehus for nylig. Den nødvendige modgift, indgivet ved intravenøst drop, skulle have været 6000 – men blev i stedet 60000 mg. Herved blev den livreddende modgift i stedet dødelig. Ups! Et 00 i matematik og en død patient! Eller: en sammenstyrtet forskalling ved et nordjysk motorvejsbyggeri: Ups! Et 00 i matematik, en knust mand, et milliontab for firma eller forsikringsselskab og en masse trafikbøvl. EN SØD niece har netop kundgjort at ville læse til landinspektør, men beklager universitetets optagelseskrav om et gymnasialt højniveau i matematik. Den gamle onkel gratulerer med valget; en god uddannelse hvor der mangler kandidater. Kravet om højniveau, der nu skal tages på VUC enkeltfag eller lign., vidner blot om kvaliteten i studiet: her beflitter vi os ikke med gymnasial undervisning! Det er netop denne ”faglighedens fødekæde”, der skal respekteres, om de fine, smukke ord og Danmark som frontløber i den globale konkurrence skal have reelt indhold. Derfor oplever vi nu den evige flytten rundt med aben. Når universitetslærere, konfronteret med deres nye studenters manglende basisviden i matematik, historie, grammatik osv, frustrerede spørger, hvad dælen de har lært nede i gymnasiet; mens lærerne ved gymnasiestart spørger, hvad de dog har lært i folkeskolen, og mens folkeskolelærerne beklager sig over børnehaverne, og hvor til sidst børnehavepædagogerne kan brokke sig over sædkvaliteten hos fædrene. FOR AT gøre brokkeriet konkret: Når jeg gennem mange år har oplevet, at søde og helt normalt begavede elever ved gymnasiestart, ofte, på en initialtest svarer, at 2/3 + 3/2 skulle være 5/5, forkortet til 1, skriver én, så må konklusionen være, at den nordjyske skolelederformand måske ikke har helt ret i sin melding om kvaliteten af matematikundervisningen. Det spændende ved lærergerningen er jo, at elever normalt ikke er dummere end mennesker. Ved gymnasiestart har jeg derfor ofte stillet en simpel additionsopgave: ”hvad er 2 lastbiler plus 3 lastbiler?” Småfnis (”hvor vil han hen?”) og rigtigt svar: 5 lastbiler. ”Hvad er 2 negerpiger plus 3 negerpiger?” mere munterhed, og rigtigt svar. ”Hvad er så 2 lastbiler plus 3 negerpiger?” Mere munterhed; ”Det kan man jo ikke!” ”Bingo!, men når man heller ikke kan addere æbler med pærer, eller rustfrie skruer med mursten, hvordan skulle man så kunne addere halvdele med tredjedele?” Og så lærer vi, hvad de burde have lært i otte-ni års alderen: at regne med brøker. Men det giver unægtelig mindre tid til at lære den gymnasiale matematik de skal bruge knap 3 år senere ved studiestart på ”uni”. NÆRLIGGENDE er det nu at skyde på skiftende undervisningsministre, folketingsuddannelsesudvalg m.v. Blot skal man huske på beslutningstagernes bagland: hvem rådgiver dem? Og hvordan? Derfor en gyser fra det virkelige liv: I Hjørring afholdtes for ca. 15 år siden en heldagskonference med deltagelse af regionens matematiklærere fra såvel gymnasiet, seminariet, erhvervsskoler og folkeskoler under ledelse af, ikke hr. hvem som helst, men af en central aktør: folkeskolens daværende fagkonsulent i matematik; vi kan kalde ham ”H.” Formål: en nyttig samtale og erfaringsudveksling mellem lærere i samme fag på forskellige niveauer. ”H” indledte med at oplyse, at en ny analyse havde godtgjort, at af folkeskolen samlede matematiklærerstand havde kun ca. 1/6 liniefag i enten matematik eller fysik. Som en reaktion på min - og andres forskrækkede reaktion på denne, for os nye oplysning, beroligede ”H”: ”det er mindre alvorligt end det umiddelbart ser ud; vi tilstræber at de liniefagsuddannede matematiklærere primært underviser de 3 yngste årgange, hvor, som bekendt fascinationen – eller angsten for matematikken grundlægges.” Det lød som en – om end ringe trøst. KORT TID efter afholdtes en lignende konference på Sjælland, samme deltagerprofil, nu suppleret med universitetsmatematikere. Samme forskrækkelse over den førnævnte sjettedel med liniefag i folkeskolen, men med enighed om, at man som nødløsning så burde tilstræbe de liniefagsuddannede placeret i folkeskolens ældste klasser, hvor matematikken jo er mest avanceret. Umiddelbart ved siden af mig sad førnævnte fagkonsulent ”H”, der få måneder tidligere havde placeret de samme ”Tordenskjolds soldater” i den modsatte ende af skoleforløbet. Kom der nu indsigelse, endsige blot en kommentar fra ”H”? ikke et kvæk! Tavshed! Jeg gad end ikke stille spørgsmål til ”H”, det ville blot have udløst sort tale. For her sad, serveret på et sølvfad, et klassisk eksemplar af en totalt konfliktsky topembedsmand. Hvordan kan man påregne, at politiske beslutningstagere skal kunne forstå problemets omfang og beslutte rigtigt, når en så centralt placeret rådgiver er en så forskrækket lurepasser? VI ERFARER nu, at seminarieuddannelsens tidligere 2 liniefag, efter reformen øget til 4 ditto og nu reduceret til 3 (det hedder vist ”hen til kommoden og tilbavs igen”) er begrundet i manglende tid hos de studerende. Passer det? Og hvis ja, da ud fra hvilke forudsætninger? Hvis vi nemlig dristigt forudsætter, at et seminarieliniefag i sit faglige indhold svarer omtrent til – og helt tilstrækkeligt - et gymnasialt højniveau i samme fag, så burde man vel på 4 år kunne klare 4 fag, også når henses til pædagogik og undervisningsprincipper?! Vel at mærke, hvis seminarierne, i lighed med kravene til gymnasiale forudsætninger på universiteterne, krævede gymnasialt højniveau i de kommende liniefag, eller, i det mindste et B – niveau med topkarakter. Så længe man ikke tør tage den debat, men på seminarierne blot focuserer på den gymnasiael uddannelses karaktergennemsnit uden hensyn til fagkombination, så tror da pokker, at der bliver problemer for de studerende. Hvordan, eksempelvis, tage liniefag i matematik eller tysk, hvis ens gymnasiale forudsætninger i disse fag ved seminariestart er på babyniveau? SÅ DERFOR, min bedste Bertel, med din fortid som seminarielærer, og gennem mange år gift med en sød og intelligent folkeskolelærer, bør du kunne forstå problemets omfang: Drop snakken om efteruddannelse, og koncentrer dig om nødvendig ændring af folkeskolelæreruddannelsen; se til Finland! Fjern seminarierne og med dem seminarismen og flyt læreruddannelsen over på universiteterne, hvor den rettelig hører hjemme i det 21. århundrede, og hvor man tør stille relevante krav til gymnasiale forudsætninger før studiestart. Og for resten, et venneråd mere: dine undervisningspolitiske opgaver er så omfattende, at du bør hellige dig dem alene; bed derfor Anders om at finde dig en afløser fra det kirkelige fnidder med (måske) ugudelige -, (måske) alkoholiserede -, og (måske) tyvagtige præster samt forfængelige biskopper med forvirring i juraen. [ M.C.Holst, Vollerupvej 49, Em ved Vrå, landinspektør og pensioneret matematiklærer ved Teknisk Gymnasium i Hjørring.