Flytning af 7. klasser til debat

Skolebestyrelser frygter, at skoler bliver mere sårbare

SALTUM: Selv om skolebestyrelserne i Ingstrup og V. Hjermitslev kan se fordele ved at flytte 7. klasse-eleverne til overbygningsskolerne, er de alligevel betænkelige ved at miste en årgang på deres respektive skoler. I forvaltningschef Erik Andreassens oplæg fremgår det, at det er en fordel, at eleverne kan få et tre-årigt udskolingsforløb, og at eleverne kan få undervisning i faglokaler. Ulemperne kan være, at antallet af elever i klasserne bliver større ved en flytning, så der ikke er så meget tid til den enkelte elev, og at nogle elever føler sig mere trygge ved at gå sammen de elever, de har kendt i flere år. Derudover kan det være svært at opbygge et fagligt fællesskab for lærerne på skolerne, hvis de bliver mindre, hedder det i oplægget. Inge Møller, formand for skolebestyrelsen i Ingstrup, slog fast, at det kunne lyde besnærende at flytte 7. klasse, men det gør skolen ikke bare uden videre. Det skyldes, at skolen bliver mere sårbar, når den bliver mindre, og at det kan være svært at fastholde lærere, hvis de skal skifte mellem forskellige skoler. Hun påpegede, at Ingstrup har en velfungerende skole, og at det ikke er for børnenes skyld, hvis man skal flytter 7. klasserne, får de får allerede en god undervisning. Mie Kjelgaard, V. Hjermitslev, sagde, at hun kan se fordele ved at flyte 7. klasserne, men at hun var bange for, at tilbuddet på de små skoler bliver så dårligt, at forældrene til sidst vælger en anden skole. Det fik børne- og kulturudvalgsformand Henrik C. Pedersen (V) til at bemærke, at Mie Kjelgaard åbenbart ville holde fast i et system, som hun ikke mener er det det rigtige. Mie Kjelgaard understregede dog, at tilbuddet til 7. klasserne i dag er godt nok. Undervisningen af eleverne i 10. klasse blev også drøftet på mødet, og der var generelt enighed om, at kommunen skal have en attraktivt tilbud, uanset om det sker i samarbejde med andre nabokommumer som Aabybro og Brønderslev og Ingstrup Efterskole.