Flytning af biblioteket stadig en mulighed

Tre forskellige placeringer af ældre- og handicapforvaltningen er i spil

FARSØ:Skal Farsø Bibliotek flytte ud af rådhusbygningen til en mere central plads i byen? Eller skal rådhuset i stedet udvides? Eller skal man snarere bygge et helt nyt hus ved siden af sygehuset? De tre muligheder skal politikerne snart tage stilling til. Det eneste, der ligger helt fast lige nu, er, at det er nødvendigt at bygge for at få plads til de i alt 115 ansatte, der kommer til at udgøre Farsø Kommunes del af den nye storkommunes forvaltning. Både teknisk forvaltning, plan- og miljø, borgerservice samt ældre- og handicapforvaltningen skal ligge i Farsø, og det er der ikke plads til i det nuværende rådhus. Den politiske styregruppe for Vesthimmerlands Kommune blev på gruppens seneste møde præsenteret for tre forskellige løsningsmodeller, og de samme forslag har politikerne i Farsø Kommunes teknik- og miljøudvalg på dagsordenen på tirsdag. De tre forslag Det første forslag indebærer, at der laves en ny tilbygning til rådhuset. Så kan både forvaltninger og bibliotek være der. Det andet forslag går ud på at flytte biblioteket til andre lokaler i Farsø og indrette det nuværende bibliotek til kontorer. Endelig er der dukket et tredje forslag op. Ifølge det forslag skal der opføres en ny administrationsbygning ved siden af Farsø Sygehus. Her kunne ældre- og handicapforvaltningen dele lokaler med det kommende sundhedscenter. Vil hellere leje Står det til Jens Chr. Pedersen (S), formand for socialudvalget og for styregruppen for sundhedscentret, så skal forvaltning og sundhedscenter dog ikke dele lokaler. - Det er nok bedst at holde myndighed, altså forvaltningen, og leverandør, nemlig sundhedscentret, adskilt. Forvaltningen bør ligge i det rådhus, vi har i dag, siger han. Samtidig mener han ikke, at det haster med at bygge sundhedscenter. - Vi vil gerne hurtigt i gang, så i første omgang satser vi på at leje lokaler, siger han. Jens Chr. Pedersens kollega i kommunalbestyrelsen, Jette Thomsen (K), der som medlem af økonomiudvalget sidder med i den politiske styregruppe, mener heller ikke, at forslag nummer tre er godt. - Vi skal holde forvaltningen samlet, siger hun. Biblioteksvisioner Til gengæld er hun meget optaget af den idé, børne- og kulturudvalgsformand Søren Virenfeldt har været fremme med om at bygge et nyt bibliotek i tilknytning til Farsø Skole. - Det er en kanon chance for at få liv til bymidten. Desuden må der både være faglige gevinster og muligheder for rationaliseringer i det, mener hun. Uanset hvilken løsning, man vælger, er det Vesthimmerlands Kommune, der skal betale byggeriet.