Flytning af tank haster ej

SKØRPING:Udvalget for teknik og miljø var egentlig indkaldt til et ekstraordinært møde i aftes angående flytningen af OK-benzintanken i Skørping Centret. Men før politikerne kom så langt, havde de aflyst mødet igen. Udvalgsformand Henrik Christensen (S) lå i sengen med feber, men det var nu ikke årsagen til aflysningen, forklarer han hæst i telefonen: - Forvaltningen har ikke kunnet nå at indhente udtalelser fra handelsstandsforeningen, sådan som vi blev enige om på udvalgsmødet 20. oktober. Og efter en kontakt til OK Benzin har vi også fået afklaret nu, at en afgørelse for deres sags skyld godt kan vente en måneds tid. I stedet skal sagen nu behandles på udvalgets ordinære møde i november. Benzintanken skal efter planen flyttes om på den anden side af Skørping Centret, ud for Post Danmarks bygning, for at give plads til byggeriet af otte boliger til handicappede. Både Post Danmark og Skørping Apotek er imidlertid bekymrede for, om det betyder gener for adgangen til deres bygninger, og om det går ud over parkeringsmulighederne i centret. Flytningen af benzintanken kræver en dispensation fra lokalplanen, som teknisk udvalg skal tage stilling til.