Flytning af uddannelse udskudt

Staten skal overdrage bygning, før sygeplejeuddannelsen kommer i nye lokaler.

Flytningen af sygeplejeuddannelsen i Hjørring fra den nuværende adresse på Bistrupvej til Skolevangen kommer ikke til at gå helt så hurtigt, som ledelsen på University College Nordjylland, UCN, kunne tænke sig. Man havde satset på 1. september 2009, men nu bliver det tidligst til næste nytår. Dekan Nils-Georg Lundberg fortæller, at det er problemer med papirarbejdet i forbindelse med overtagelsen af bygningerne på Bistrupvej. Afklaring nødvendig - Sygeplejeskolen var ejet af Nordjyllands Amt, men da amterne blev nedlagt overgik skolen til selveje, mens bygningerne midlertidigt blev overdraget til staten. Det driller os lige i øjeblikket, for vi er nødt til at have en afklaring, før vi ved, hvad vi har. Bygningerne på Bistrupvej skal overdrages fra staten til UCN og siden enten lejes ud eller sælges, siger han. Sygeplejeuddannelsen skal flytte ind på Skolevangen, hvor der uddannes pædagoger, lærere og kultur- og naturformidlere.