Flytning fra boformer udsat
Formalia var ikke i orden, så beboerne kom bare på en lille miniferie
REBILD: Efter planen skulle beboerne fra boformerne i Nørager og Terndrup være flyttet ind i nye omgivelser i Søparken i Rørbæk 1. oktober.
Men flytningen er udsat, da det formelle omkring flytningerne ikke var på plads.
Kommunen blev først i 11. time gjort opmærksom på, at man var ved at overtræde serviceloven ved ikke først at lave en sag på hver enkelt og lade Statsforvaltningen afgøre, om det er i orden med en flytning.
Direktør Flemming Hansen havde satset på grønt lys fra Statsforvaltningen i løbet af nogle få dage, så beboerne blev sendt på en miniferie i sommerhus, så de udenom flyttetummel kunne have flyttet ind i de nye omgivelser i Rørbæk.
Men Statsforvaltningen var ikke klar med sagsbehandlingen, og de otte beboere blev kørt hjem igen til henholdsvis Nørager og Terndrup.
Når formalia er i orden, vil forvaltningen mødes med de pårørende og finde et tidspunkt, der passer alle godt, så flytningen kan komme til at foregå på en ordentlig måde.
Det lover direktør Flemming Hansen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.