Flytning gav stor vækst

Da Nordjysk Lift for godt et år siden flyttede fra Vandværksvej til Frederikshavnsvej, var det i forventningen om at nærheden til motorvejen skulle give et løft til omsætningen.

Nordjysk Lift A/S har forøget arbejdsstyrken med 50 pct. siden flytningen til Frederikshavnsvej. Arkivfoto

Nordjysk Lift A/S har forøget arbejdsstyrken med 50 pct. siden flytningen til Frederikshavnsvej. Arkivfoto

Den forventning er indfriet til fulde, idet Nordjysk Lift har ansat yderligere 13 medarbejdere, således at afdelingen nu er oppe på 35 ansatte. Desuden er afdelingens omsætningen steget godt 20 pct. - Vi er utrolig glade for vores nye hovedsæde her i Hjørring. Tidligere tog det al for lang tid at transportere vores store entreprenørmaskiner ud til kunderne, og vi holdt ofte i kø - det er fortid nu, hvor vi er så tæt på motorvejen. Samtidig er vi blevet langt mere synlige og vores bygninger ses tydeligt fra motorvejen, siger regionsdirektør i Nordjysk Lift, Martin Pedersen. Nordjysk Lifts nye lagerhal, værksted og vaskehal blev taget i brug sidste sommer og de 6500 kvm. ses tydeligt fra motorvejen, hvilket også er tilfældet med den nye kontorbygning på 800 kvm., som stadig er under opførelse og forventes klar til indflytning efter sommerferien. På venteliste I øjeblikket har Nordjysk Lift ingen ledige stillinger i Hjørring i modsætning til i Ålborg og Århus, hvor der er store problemer med at rekruttere den nødvendige arbejdskraft. - Med så stor synlighed i lokalområdet virker vi som en magnet på arbejdskraften og det er utrolig positivt, siger Martin Pedersen, som også gerne vil have flere private kunder. - 90 pct. af vores omsætning ligger hos entreprenører, mens resten er private, der lejer havemaskiner. Og dem vil vi gerne have flere af fremover, siger Martin Pedersen. Nordjysk Lift A/S udlejer entreprenørmateriel, og har foruden hovedsædet i Hjørring afdelinger i Skagen, Brønderslev, Nørresundby, Frederikshavn, Aalborg, Hobro, Randers, Thisted, Århus, Odense, Hvidovre, Grenå og Rødekro. Desuden har Nordjysk Lift en afdeling på Færøerne. Nordjysk vækst Hos Hjørring Erhvervscenter ser direktør Bo Geertsen væksten hos Nordjysk Lift som et eksempel på de gode erhvervstakter i Hjørring Kommune. - Det er meget glædeligt, at en virksomhed som Nordjysk Lift oplever så markant en vækstfremgang. Tendenserne til vækst ser vi overalt i området og det understreger blot, at erhvervslivet trives og vokser her i Nordjylland, siger direktør Bo Geertsen fra Hjørring Erhvervscenter.