Flytning markeres med fælles standerhejsning

Det store emne på Brovst Idrætsforenings generalforsamling var flytningen fra stadion på Nyvej til de nye klublokaler i Sport og Kulturcenter Brovst.

fra Brovst Idrætsforenings lokaler i det nye Sport og Kulturcenter Brovst er der udsigt til fodboldbanerne på Damengen. Foto: Erik Sahl

fra Brovst Idrætsforenings lokaler i det nye Sport og Kulturcenter Brovst er der udsigt til fodboldbanerne på Damengen. Foto: Erik Sahl

- Flytningen markeres med fælles standerhejsning for alle hold i weekenden 14.-15. marts, fortæller idrætsforeningens formand Jens Chr. Kyvsgaard. Brovst Idrætsforening har i flere år haft pladsproblemer på stadion ved Nyvej. Og desuden har fodboldspillerne måttet klæde om i klubhuset ved Nyvej og løbe til Damengen for at træne og spille kamp. Nu får de god plads både ude og inde. På Damengen, hvortil der er direkte adgang fra det nye sport og kulturcenter, råder fodboldspillerne over fire 11 mands baner, som kan ændres til 7 og 5 mands baner. Idrætsforeningen mangler dog to omklædningsrum, som frivillige er i gang med at bygge i tilknytning til det nye fritidskompleks, der er blevet til ved udvidelse af Brovst Hallen. Og der er problemer med de to gamle fodboldbaner på Damengen. De står mere eller mindre under vand i vinterhalvåret og trænger til dræning. - Kommunen har besigtiget forholdene, og vi håber, problemet bliver løst snarest, siger Jens Chr. Kyvsgaard.