Flyttedag for natur- og kulturcenter

Rold Skov Natur- og Kulturcenter er flyttet fra Skørping til Arden

Uffe Westerberg har nu fået til huse i Østergade i Arden hos Mariagerfjord Kommunes Teknik og Miljø. Når han altså ikke som her arbejder ude af huset, hvilket han gør en hel del. ARKIVFOTO: HANS CHRISTIAN JACOBSEN

Uffe Westerberg har nu fået til huse i Østergade i Arden hos Mariagerfjord Kommunes Teknik og Miljø. Når han altså ikke som her arbejder ude af huset, hvilket han gør en hel del. ARKIVFOTO: HANS CHRISTIAN JACOBSEN

I den forløbne uge er Rold Skov Natur- og Kulturcenter flyttet fra Skørping til Arden. Flytningen har dog ikke noget stort fysisk omfang, for det drejer sig i store træk om, at projektleder Uffe Westerberg har flyttet sit skrivebord på Sverriggårdsvej 3 i Skørping til Østergade i Arden hos Mariagerfjord Kommunes Teknik og Miljø. - Dels kunne dagplejen i Rebild Kommune godt bruge pladsen på Sverriggårdsvej, dels får jeg nu mulighed for at være mere til stede i Mariagerfjord Kommune. Så det går op i en højere enhed, siger Uffe Westerberg. Projektlederen skal alligevel også bruge meget af sin arbejdstid uden for kontoret, som altså fra begyndelsen 1. april 2006 fik til huse på første sal i DSB-bygningen i Skørping. Rold Skov Natur- og Kulturcenter er støttet af Mariagerfjord og Rebild kommuner, af Leader+, Skov- og Naturstyrelsen Himmerland og Friluftsrådet. Bestyrelsen består af syv medlemmer, som er repræsentanter fra de to kommuner, fra Skov- og Naturstyrelsen Himmerland, Arden Turistforening og Rebild Turistforening.