Overenskomster

Flytter fokus

Jeg synes, det er rigtig godt, at lederen 28.10 tager fat i problematikken omkring direktørernes aktieoptioner, som i disse år har givet svimlende summer til de danske topdirektører.

Vagn Flink

Vagn Flink

Jeg synes også, det ville være en god ide at beskæftige sig lidt med, hvilken konsekvenser aktieoptioner har for de danske virksomheder. Jeg er alvorligt bange for, at de store gevinster, der ligger for direktørerne med aktieoptioner, flytter fokus fra at være på virksomheden tarv over til rene egoistiske handlinger. For aktiekursernes bevægelser afspejler sjældent virksomhedens drift. Et godt eksempel er hentet fra TDC. I en fyringsomgang på ca. 500 mand skete det, som bekymrer mig rigtig meget – aktiekursen steg. At kunderne skulle vente længere på at få ordnet deres telefoner, og at de resterende medarbejdere skulle rende stærkere, betød åbenbart ikke noget for aktionærerne, og netop i dette spændingsfelt, hvor direktøren bliver belønnet, når kursen går op, kan der måske foregå nogle uhensigtsmæssige handlinger. Med Henning Dyremose - også kaldet Fyremose og ikke helt uden grund - i førersædet er der sket omkring 5000 fyringer i TDC. Førte fyringerne til, at kunderne fik en bedre eller billigere service? Nej! Fik medarbejderne bedre løn og arbejdsvilkår? Nej! Blev der fyldt flere penge ned i aktionærernes lommer? Ja! Fik direktøren flere penge i lommen? Ja! Vi har gennem årene set flere eksempler på, at direktører for velrenommerede firmaer, fx KFK, er blevet forgyldt, alt imens firmaet er gået nedenom og hjem, og gode, trofaste medarbejdere har mistet deres job – måske fordi aktionærerne har givet direktøren muligheden for at blive forgyldt gennem aktieoptioner og derved fået flyttet fokus fra drift til børskurser. Jeg hilser derfor forslag om at begrænse muligheder for aktieoptioner velkomne. Naturligvis skal direktørerne have del i kagen, hvis det er deres skyld, at det går virksomheden godt, men jeg synes, det samme bør være gældende for medarbejderne. Mig bekendt er der ingen arbejdere, der har fået noget, fordi kursen på aktier er gået op.