Flytur fra Aalborg til London til dumpingpris: 90 kr.

Store udsving i billetpriser på London-ruten, viser pristjek mandag

Peter Witten
Ryanairs rute fra Aalborg til London Stansted har nogle gange slagtilbud på flybilletter til under 100 kr. t/r. Foto: Hans Ravn
Flytrafik 16. april 2018 19:06 - Opdateret 16. april 2018 19:50

NORDJYLLAND: Efter det irske flyselskab Ryanair sidste år startede en rute mellem Aalborg Lufthavn og Stansted nord for London, er muligheden for at købe meget billige flybilletter til London vokset.

I nogle tilfælde er det muligt at flyve til London t/r til under 100 kr.

Hvis du for eksempel køber flybillet fra Aalborg til London Stansted med afgang tirsdag 17. april, og med hjemrejse på torsdag 19. april, koster turen kun 90 kr. t/r.

Det viser et pristjek foretaget mandag eftermiddag.

Norwegian dyrere

Flybilletten til London for 90 kr. t/r hos Ryanair er dog den allerbilligste uden indtjekket bagage, pladsreservation og lignende.

Der er også mulighed for at flyve med Ryanair fra Aalborg til London Stansted på lørdag eller søndag og hjem igen for eksempel tirsdag 24. april eller torsdag 26. april - til 146 kr. t/r.

Vil man hellere flyve med Norwegian fra Aalborg Lufthavn til London Gatwick, er prisniveauet noget højere.

Her kostede billigste flybillet 673 kr. t/r, med afgang enten torsdag 19. april eller søndag 22. april og hjemrejse tirsdag 24. april. Det viste pristjekket mandag eftermiddag.

Håndbagage koster ekstra

Direktør Ole Stouby fra rejsesøgemaskinen travelmarket.dk siger om flybilletpriser til under 100 kr.:

- Vanvittigt billigt.

- Ryanair smider løbende billige flybilletter ud på markedet, tilføjer han.

Til gengæld skal passagererne så ofte betale ekstra for en række ydelser, for eksempel hvis de vil have håndbagage med ind i kabinen.

Men generelt nyder flypassagererne godt af, at to flyselskaber - Ryanair og Norwegian - flyver på ruten Aalborg-London. I form af lave billetpriser, nævner Ole Stouby.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...