Danmark

Flyvende lygter skaber hysteri

Flere end hver anden af knap 500 danske UFO-anmeldelser sidste år skyldtes trendy asiatiske lygter

Kulørte flyvende papirlanterner gav i 2008 rekordmange henvendelser til Skandinavisk UFO Information (SUFOI) fra forbløffede danskere. Over halvdelen af de omkring 500 anmeldelser i 2008 drejede sig om de flyvende lanterner, kendt som Khoom Fay i thailandsk kultur. - Vi havde dobbelt så mange indberetninger som i de foregående år. Og over halvdelen drejede sig om det, nogle kalder thailandske eller kinesiske lamper. Små varmluftballoner, som det er kommet på mode at sende dem op, når der skal holdes fødselsdag, konfirmation eller studenterfester, fortæller formand for SUFOI, Kim Møller Hansen, til Nyhedsbureauet Newspaq. Lanternerne er normalt lavet af tyndt papir og bambus. I bunden antændes et stykke vat, der er vædet i lampeolie. - Når man ser det på stor afstand kan man ikke se, at det er en lanterne. Så er det bare en orange kugle med lys, der blinker på grund af vinden, og så er den pludselig væk. Nogle har måske set et større lysglimt, hvis der er gået ild i den, mener Kim Møller Hansen. SUFOI tager sig af alle henvendelser til danske myndigheder om UFO'er. Og med erfaringer helt tilbage fra 1957 kan de godt 20 repræsentanter i foreningen hurtigt se, om en sag er interessant. - Vi undersøger også lanternerne, men vi kan hurtigt se i rapporten, om det tyder meget på sådan én, og så går vi ikke længere. Dem, vi kigger nærmere på, er dem, hvor der er billede, hvor der måske har været mange vidner, og hvor det ikke tyder på en lanterne. Måske også hvor det er i dagslys og virker mere mystisk, siger Kim Møller Hansen. Anmelderne bliver sjældent skuffede over at få en naturlig forklaring på deres mærkelige observation, fortæller han: - De fleste siger "det var dog pokkers" og bliver glade for, at deres verden hænger sammen igen. Og så forsøger vi at give dem forklaringer på, hvordan lamperne kan flyve sådan og skifte retning. Men der er også nogle, der ikke bryder sig om at få ødelagt deres oplevelse. Det er ikke kun i Danmark, at papirlanternerne har skabt forvirring. Hos flere af SUFOI's samarbejdspartnere kender man også til trenden fra Asien, fortæller Kim Møller Hansen. @Brød.9.kursiv.blå:Indberetning af Uidentificerede Flyvende Objekter kan ske på www.ufo.dk.