Flyvende og forrygende

Flying Superkids fyldte Messecenter Aars til bristepunktet med gymnastik, sang, dans og ikke mindst spring

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Præcision og koncentration. Men for Flying Superkids er det at stå på hænder en banalitet.

Ikke mindre end 1000 stod i kø foran Messecenter Aars, da det verdensomspændende gymnastikhold Flying Superkids fra Århus besøgte byen. Aars var sidste stop på gymnasternes turné i Danmark i efterårsferien. Blandt publikummet var en del familier og gymnastikinteresserede. På forreste række sidder Linda Refsgaard med sin datter Victoria. Springer på forreste række - Jeg har gået til springgymnastik i fire år, og nu ville jeg bare se Flying Superkids, siger 9-årige Victoria Refsgaard. De har taget turen fra Silkeborg for at se showet for første gang live. Og da dørene åbnede, sprang Victoria Refsgaard ind og fik salens bedste pladser. Vigtigt, når man skal lurer på teknikkerne bag de mange spring. Victoria Refsgaard træner to timer to gange om ugen. Men lysten til selv at blive Flying Superkid er nu begrænset. - Jeg har ikke lyst til at træne mere end nødvendigt, smiler Victoria Refsgaard. Hun er godt klar over, at gymnasterne lægger rigtig meget tid og kræfter i træningslokalerne i Århus. Helt præcis træner Flying Superkids tre gange om ugen i højst 2 1/2 time. Foruden lidt daglig styrketræning hjemme på stuegulvet. Det forrygende show viser også, at børnene bærer frugt af den hårde træning. - Der skal virkelig noget til, før danskerne rejser sig fra stolene, og giver stående bifald. Men vi har faktisk oplevet det ved alle syv shows her i efterårsferien, og det er jo fantastisk, siger leder af Flying Superkids, Lars Godbersen, stolt. Gymnasterne har ifølge ham nærmest fået stjernestatus i Danmark, som de ellers kun har oplevet i udlandet. Lars Godbersen mener, at det blandt andet er fordi, at folk vil se nogle, der har øvet sig på tingene, modsat de mange tv-shows, der er blevet vist de sidste par år. Stjerne eller ej, så ville køen ingen ende tage, da gymnasterne efter showet stillede op for at skrive autografer. - Det var et fantastisk show, fordi der var lidt af hvert. Både sang, dans, spring og underholdning for børnene i form af klovneri og lidt trylleri. Det bedste er, når de kombinerer de svære spring med klovneri, siger Linda Refsgaard, der bestemt synes, at showet var både pengene og køreturen værd. Flying Superkids rejser meget med deres show, og publikum fik set nogle af deres oplevelser på en storskærm, når børnene skulle skifte tøj under showet. Men hvordan er det at optræde for nordjyderne, fremfor i udlandet? - Hvert publikum har sin charme. I det sydlige Tyskland jubler publikum inden børnene er på scenen, I Frankrig er de mere reserveret under showet, men giver et kæmpe bifald til sidst. I Japan klapper man ikke, men mumler under showet, hvis man synes om det. Danskerne, ja de bliver et bedre og bedre publikum. Og efter i dag må det siges at være en skrøne, at nordjyderne er tilbageholdende. De var med hele vejen gennem showet, og det var bare skønt, siger en tilfreds Lars Godbersen.