Sport

Flyvende pirater kom ned på jorden

Aalborg Pirates har haft vind i sejlene, men holdet fik ingen point i Rødovre

Aalborg Pirates tabte i Rødovre. Arkivfoto: Henrik Bo
Aalborg Pirates tabte i Rødovre. Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

Opdateret kl. 21:34

RØDOVRE: Aalborg Pirates skulle tirsdag aften forsøge at ride videre på den bølge, der har sendt holdet op på den eftertragtede ottendeplads i Metal Ligaen, som akkurat giver adgang til slutspillet.

Rødovre Mighty Bulls var modstanderen på udebane, og sjællænderne endte med at vinde opgøret med 4-2.

Hjemmeholdet bragte sig foran midtvejs i første periode ved Sebastian Thornberg Bergholt, og den føring var intakt efter de første 20 minutters ishockey, hvor Rødovre Mighty Bulls førte skudstatistikken med 16-5.

Aalborgenserne kom dog hurtigt tilbage i kampen. Der var således blot spillet 19 sekunder af anden periode, da topscorer Nicolai Meyer udlignede til 1-1.

Hjemmeholdet generobrede føringen fem minutter senere, hvor piraternes Lars Lundin var sendt til afkøling, og det powerplay udnyttede Matthias Martini Asperup med en scoring til 2-1.

Med små otte minutter tilbage af perioden fik Aalborg Pirates igen udlignet - denne gang ved Robin Karlsson, men glæden blev kort.

Umiddelbart efter fik Rødovre Mighty Bulls en stor mulighed for at komme foran, da Lars Lundin og Sebastian Ehlers blev udvist med 17 sekunders mellemrum, og selvom piraterne formåede at holde stand, kunne værternes Nicklas Carlsen score til 3-2 få sekunder efter, at gæsterne var blevet fuldtallige.

Med små fire minutter tilbage på uret måtte aalborgensernes Sebastian Ehlers igen sætte kurs mod straffeboksen, og så kunne hjemmeholdets Morten Andreasen lukke og slukke med scoringen til 4-2.

Aftenens resultater betyder, at Aalborg Pirates blot har to point at give af til Gentofte Stars, der hentede en overraskende hjemmesejr på 2-1 over Odense Bulldogs.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden