Flyveplads på vej mod lukning

Svæveflyveklub opgiver at sælge flyvepladsen i Borup videre som flyveplads

EMNER 13. marts 2003 07:00

AARS: Aars Flyveplads uden for Hornum bliver efter alt at dømme inden for en overskuelig fremtid kommunens eneste af slagsen. Svæveflyveklubben Aviator, der ejer den lille flyveplads i Borup, har mere eller mindre opgivet at sælge det 18 hektar store område videre som flyveplads. - Nu har vi i mere end et år haft flyvepladsen til salg, uden at der er sket noget. Derfor er vi indstillet på at sælge den videre - også til folk, der vil bruge arealet til landbrug, siger Jørgen Lund Mogensen, formand for Aviator. Svæveflyveklubben fik en flyveplads i overskud, da de daværende to lokalt funderede svæveflyveklubber fusionerede. Flyvepladsen har været sat til salg for en lille million kroner, uden at det tilsyneladende har fristet vesthimmerlændinge med hang til luft under vingerne. - Vi ville meget gerne bevare flyvepladsen. På den anden side synes vi, at vi har givet det en chance, og vi kan jo også sagtens bruge pengene i klubkassen, erkender Jørgen Lund Mogensen. Fusionsklubben Aviator, Aalborg Svæveflyveklub nærmer sig 90 aktive medlemmer. De var forleden samlet til generalforsamling, hvor tre nye medlemmer fik plads i bestyrelsen, nemlig Johan Frey, Anders Hyrup og Rune Kyndal. Sportsligt konstaterer Jørgen Lund Mogensen, at 2002 blev et op-og-ned år for klubben. - Vi rykkede ud af termikligaen og flyver i den nye sæson i 2. division, oplyser han. Dermed blev klubbens første ophold i Termikligaen, som tæller landets seks stærkeste klubber, kun af et års varighed i denne omgang. - Det betragter vi nu ikke som noget problem. Realistisk set ligger vores niveau nok lige på grænsen mellem 1. og 2. division, erkender Jørgen Lund Mogensen. Det er imidlertid ikke talentmasse, klubben savner for at kunne blande sig helt i toppen af den danske svæveflyveelite. I maj er et af klubbens store talenter Tommy Jørgensen udtaget til juniorverdensmesterskaberne, som flyves i Slovakiet. - Det er første gang, at en af vores juniorer er udtaget til konkurrencer på det niveau, påpeger Jørgen Lund Mogensen. - Det er udsigten til den slags oplevelser, som er med til at sikre, at vi kan bevare de unges interesse for svæveflyvningen, konstaterer han. Aviator er så småt klar til at trække de 11 svævefly ud af hangaren til en ny sæson. Klubben holder standerhejsning på Aars Flvyeplads lørdag 29. marts.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...