Flyvevåbnets specialbrandbiler sad fast ved naturbrand

En naturbrand i Nordjylland har voldt beredskabet problemer. Torsdag måtte to brandbiler trækkes fri.

Nordjyllands Beredskab arbejder torsdag med at slukke en underjordisk brand ved Dokkedal sydøst for Aalborg. Foto: Rasmus Skaftved/Ritzau Scanpix

Nordjyllands Beredskab arbejder torsdag med at slukke en underjordisk brand ved Dokkedal sydøst for Aalborg. Foto: Rasmus Skaftved/Ritzau Scanpix

DOKKEDAL:To af flyvevåbnets særlige brandbiler - såkaldte crashtendere - måtte torsdag trækkes fri, da de var indsat ved en naturbrand ved Dokkedal sydøst for Aalborg.

Det bekræfter Preben Rasmussen, presseofficer hos Air Transport Wing Aalborg, der sendte brandbilerne afsted.

- Der har været et bjærgningsfartøj, som har fået dem fri, siger han.

Presseofficeren har ikke de nærmere oplysninger om, hvorfor køretøjerne sad fast. Men han peger på, at ild under jorden kan være en mulig forklaring.

- Når det brænder under jorden, kommer der luftlommer, og så bliver det svært at køre, siger han.

De to crashtendere assisterede ved slukningen af naturbranden. De har blandt andet de fordele, at de er terrængående, og at vandslangerne kan betjenes inde fra førerhuset.

- Indsatslederen har vidst, at vi havde nogle specialkøretøjer i lufthavnen i nærheden. Køretøjerne er meget terrængående, og de kan køre vand ind i området, så man er fri for at skulle lægge slanger ud til dem, siger Preben Rasmussen.

Flyvestationen ved Aalborg sendte også en tredje crashtender afsted. Den har ikke siddet fast, men er ifølge presseofficerens oplysninger også på vej hjemad, da der er kontrol over branden.

I lufthavnen bruges crashtenderen primært til indsats ved flystyrt.

I løbet af natten til torsdag fik brandfolk bremset flammerne over jorden. Problemet med branden er dog, at flammerne også ulmer under jorden.

Det oplyste beredskabschef Lars Bjørndal i Nordjyllands Beredskab tidligere torsdag.

- Jorden herude er en højmose, så der er usandsynligt meget spagnum under muldjorden. Det brænder rigtig langt nede, sagde beredskabschefen.

Branden, der startede ved 14.30-tiden onsdag eftermiddag, har over jorden raseret et areal på cirka 50 hektar.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.