Flyvske skønheder til VM
Kjeld Gade er klar til VM med sine kanariefugle

Galleri - Tryk og se alle billederne.
BRØNDERSLEV:Store volierer på Ørstedsvej i Brønderslev huser netop nu en smuk, fjerklædt danmarksmester - samt fire kandidater til det kommende verdensmesterskab i Belgien sidst i januar.
De skønne kanariefugle tilhører Kjeld Gade, der inden nytår sikrede sig danmarksmesterskabet med en rød mosaik kanariefugl.
Kjeld Gade er en af sværvægterne inden for dansk kanariefugleavl, hvilket et stort antal præmierosetter, medaljer og pokaler da også vidner om.
I efteråret 2012 deltog han blandt andet i udstillinger i Jydsk-fynsk Kanarieklub - region nord, i Hjørring Fugleforening samt i det Jysk-fynske mesterskab i Silkeborg. Og endelig var han til DM i København. Og alle steder høstede han anerkendelse i form af medaljer og pokaler.
Kjeld Gade har stor erfaring inden for fugleavl. I 40 år har han nemlig haft kanariefuglene som hobby. Han har udstillet i en snes år - og de seneste år har han sikret sig mesterskaber på stribe.
Kjeld Gade er 68 år og stortrives med den flyvske hobby.
- De første røde fugle fik jeg for 40 år siden i december - jeg købte dem af en opdrætter her i byen.
Og siden da har Kjeld Gade nydt synet og lyden af kanariefugle.
Kjeld opdrætter godt 80 unger hvert år. Og han sælger hovedparten af ungerne til andre hobbyavlere.
- Jeg har næsten solgt alle mine fugle, inden de kommer ud af æggene, siger Kjeld Gade, hvilket vidner om, at han en anerkendt for sit avlsarbejde.
Kjeld Gade holder da også et vågent øje med de nytilkomne fugle for fortsat at sikre sig et godt avlsmateriale til egne volierer.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.