FN: 100.000 er flygtet fra nye kampe i Myanmar

Indbyggere og fordrevne i et område af Myanmar, der er ramt af kampe, har akut brug for mad og vand, siger FN.

Fotos, der forleden blev offentliggjort af medier i Myanmar, viser en etnisk oprørsgruppe træne i Kayah-delstaten i det østlige Myanmar. Området er præget af voldsomme kampe nu, som ifølge FN har sendt omkring 100.000 mennesker på flugt.

Fotos, der forleden blev offentliggjort af medier i Myanmar, viser en etnisk oprørsgruppe træne i Kayah-delstaten i det østlige Myanmar. Området er præget af voldsomme kampe nu, som ifølge FN har sendt omkring 100.000 mennesker på flugt.

YANGON:Omkring 100.000 mennesker er drevet på flugt fra deres hjem i Kayah-delstaten i det østlige Myanmar, hvor der er voldsomme kampe.

Det meddeler FN's kontor i det sydøstasiatiske land.

Der finder "vilkårlige angreb fra sikkerhedsstyrker" sted i civile områder, siger FN.

- Denne krise kan tvinge folk til at søge sikkerhed på den anden side af internationale grænser, som man allerede har set i andre dele af landet, lyder det i meddelelsen.

Kayah-delstaten grænser op til Thailand, hvor mange flygtninge fra Myanmar i forvejen har søgt til.

Både de mennesker, der er flygtet fra kampene, og de, der befinder sig i de konfliktramte områder, har akut mangel på mad, vand, tag over hovedet og andre fornødenheder, skriver FN.

Myanmar har været præget af uroligheder, siden militæret væltede Aung San Suu Kyis civile regering og tog magten ved et kup 1. februar.

Det har medført fordømmelse fra de vestlige lande og har fået folk i landet til at gå på gaden i stort antal for at vise deres modstand mod militæret.

Sikkerhedsstyrkerne har i stigende grad slået hårdt ned på protesterne og dræbt mindst 845 civile.

Siden er kampe mellem hæren og mange af Myanmars oprørsgrupper, der også kræver demokratiet genetableret, igen blusset op i flere dele af landet.

Iagttagere har advaret om, at der er fare for borgerkrig i landet.

Tirsdag siger den amerikanske præsident Joe Bidens Asien-udsending, at situationen i Myanmar er dybt bekymrende og ved at blive værre.

- Vi kan ikke benægte, at volden eskalerer, siger udsendingen, Kurt Campbell.

- Vi ser ikke kun provokationer fra de etniske oprørere, men i stigende grad også mere organiseret og målrettet opposition på den demokratiske side, som ikke vil dø ud.

Han kom med udtalelserne ved et onlinearrangement, som en tænketank stod bag.

- Det er vanskeligt ikke at føle mismod over det, vi ser, lyder udsendingens konklusion.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Politi undersøger mistænkeligt dødsfald - en anholdt
Luk