Udland

FN-chef: Syrien er nu i borgerkrig

Mens FN-observatører bliver angrebet og beskudt i Syrien, taler FN-talsmand om reel borgerkrig i landet.

FN-chef: Syrien er nu i borgerkrig

Den 15 måneder lange konflikt i Syrien har udviklet sig til en regulær borgerkrig, hvor regeringen nu forsøger at generobre store byområder, som de har mistet til oppositionen, siger FN's fredsbevarende chef tirsdag.

- Ja, det mener jeg, godt vi kan sige, siger FN's vicegeneralsekretær for fredsbevarende operationer, Herve Ladsous, da han under et interview blev spurgt, om den syriske krise nu kunne karakteriseres som borgerkrig.

- Det står helt klart, at den syriske regering har mistet nogle ordentlige områder i nogle byer til oppositionen, og nu ønsker regimet at genvinde kontrollen over disse områder, siger han.

Det er første gang, at et højtstående FN-embedsmand siger, at den syriske konflikt er at betragte som en borgerkrig.

- Nu har vi bekræftede rapporter om ikke bare brugen af kampvogne og artilleri, men også kamphelikoptere. Det har virkelig eskaleret, siger Ladsous.

Mens Ladsous erklæring ikke har nogen konkrete juridiske konsekvenser, så kan det få stor politisk betydning. I sidste uge advarede FN's generalsekretær Ban Ki-moon om, at der var overhængende risiko for, at krisen i Syrien kunne udvikle sig til en borgerkrig.

Ladsous fortalte også om et skudangreb på FN's observatører i Syrien tirsdag. Det indtraf, da de forsøgte at nå frem til byen al-Haffeh, hvor de blev drevet tilbage af en menneskemængde, der kastede sten og jernstænger mod dem.

- En af vores observatører kom næsten til skade. Vi troede, at han var blevet såret, men rent faktisk blev han ikke gennemboret af kuglen, men hans støvle gjorde det. Bilen var også ramt adskillige steder, så det var forsætligt, siger Ladsous.

Der blev skudt mod tre FN-køretøjer, men det står ikke klart, hvem der stod bag skyderiet. Ladsous siger, at det så ud til, at skuddene kom fra en gruppe civile.

/ritzau/Reuters