EMNER

FN-chefer: Ingen rygende pistol i Irak

NEW YORK: Der er ingen klare beviser på, at Irak er ved at udvikle masseødelæggelsesvåben. Det sagde to FN-chefer, som torsdag skulle give FN's Sikkerhedsråd en foreløbig redegørelse om våbeninspektørers arbejde i Irak. Chefen for FN-våbeninspektørerne, Hans Blix, sagde umiddelbart inden mødet på et spørgsmål om, hvad der er blevet udrettet i løbet af de seks uger med inspektioner i denne omgang om masseødelæggelsesvåben. - Vi har ikke fundet nogen rygende pistol. Samtidig sagde direktøren for Det Internationale Atomenergiagentur, Mohamed ElBaradei, som har egne inspektører i Irak, at bestemte aluminiumrør, som mistanken har samlet sig om i Irak, er uegnede til at berige uran, der kan bruges ved fremstilling af atomvåben. ElBaradei afviste dermed USA's og Storbritanniens anklager mod Irak. Han sagde, at den irakiske forklaring om, at rørene bruges ved raketteknologi synes at være rigtig. En mere omfattende melding fra våbeninspektørerne til Sikkerhedsrådet ventes 27. januar. Blix skulle sammen ElBaradei orientere Sikkerhedsrådet, fordi rådet efter nytår har fået fem nye medlemmer. Men Hans Blix sagde samtidig, at der er ret mange spørgsmål, som stadig er ubesvarede efter en detaljeret gennemgang af den irakiske redegørelse om landets påståede masseødelæggelsesvåben. - En mere dybtgående gennemlæsning af teksten, som vi har foretaget, bekræfter dette indtryk. Han mindede om, at han 19. december i fjor fortalte Sikkerhedsrådet, at Irak i sin redegørelse fra 8. december sidste år havde "undladt at svare på ret mange spørgsmål", som den forrige gruppe af våbeninspektører frem til 1998 havde stillet. - Jeg vil gentage dette i dag, sagde Blix. Irak nægtede, at der skal være mangler i den 12.000 sider lange våbenredegørelse. Men en højtstående irakisk repræsentant sagde torsdag, at Irak er parat til at besvare eventuelle spørgsmål, som måtte opstå ved granskning af redegørelsen. - Vi mener, at hovedparten af spørgsmålene kan løses i overvågningsfasen, sagde general Hussam Mohammed Amin. Blix sagde, at hans våbeninspektører snart vil begynde at udspørge irakiske videnskabsmænd og andre irakiske eksperter. Men han røbede ikke, om videnskabsmændene vil blive ført ud af landet til for eksempel Cypern, som USA kræver, eller ej. Den britiske udenrigsminister, Jack Straw, understregede torsdag under et besøg i Indonesien, at der stadig er tid til at finde en fredelig løsning på krisen. Jack Straw gjorde også klart, at præsident Saddam Hussein kan blive ved magten i Bagdad, hvis skrotningen af irakiske masseødelæggelsesvåben foregår uhindret. Straw sagde efter drøftelser med den indonesiske udenrigsminister, Hassan Wirayuda, og den indonesiske præsident, Megawati Sukarnoputri, at nedrustning og ikke regimeskifte er hovedformålet. Straw antydede desuden, at et eventuelt angreb på Irak forudsætter en specifik resolution herom i FN's Sikkerhedsråd, samtidig med at Storbritannien opmarcherer med henblik på krig. /ritzau/AFP