Naturkatastrofer

FN: Færre forældreløse efter flodbølge end først antaget

Banda Aceh, lørdag /ritzau/Reuters Mange børn mister familie under flodbølge - men færre end først antaget. Der var sandsynligvis færre børn, som blev forældreløse eller mistede hele deres familie efter flodbølgerne i Det Indiske Ocean, end først antaget, sagde lederen for FN's børnefond (UNICEF), Carol Bellamy, lørdag. Det konstaterede Bellamy, efter UNICEF har oplyst, at der er indløbet rapporter om, at oprørsbevægelsen De Tamilske Tigre i Sri Lanka hverver soldater blandt børn, der er drevet fra deres hjem efter flodbølgerne. FN's nødhjælpskoordinator, Jan Egeland, har tidligere sagt, at halvdelen af de omkomne er børn. Antallet af omkomne blev lørdag opgjort til lidt over 163.000. Ifølge UNICEF's chef, Carol Bellamy, står mange af de overlevende børn i dag uden forældre, men de seneste data, der er blevet gennemgået i FN's hovedkvarter i New York, tyder på, at de første skøn over antallet af familie- og forældreløse er skudt over målet. Konkret er det opgjort for 3000 børn fra Sri Lanka, hvor det viser sig, at 836 af disse børn havde mistet begge forældrene, men at de fortsat havde nær familie. 38 var tilsyneladende helt alene. - Så antallet er stort, men tallene kan på anden måde være små, sagde Bellamy på et pressemøde i Indonesien. UNICEF's repræsentanter i Sri Lanka har berettet om de oplysninger, der er i omløb på øen, at De Tamilske Tigre rekrutterer børn blandt de fordrevne fra katastrofen 2. juledag. - Rekruttering var et emne inden tsunamien. Det er et emne, der fortsætter med at skabe bekymring, siger lederen for UNICEF's kontor i Sri Lanka. De tamilske oprørere benægter, at de har udnyttet katastrofen til at hverve børnesoldater. De Tamilske Tigre oplyste lørdag, at bevægelsens leder, Velupillai Prabhakaran, i næste uge skal mødes med Norges udenrigsminister, Jan Petersen, i håb om at sætte gang i fredsprocessen efter tsunami-katastrofen. Norge har været meget aktiv i fredsforhandlingerne mellem Sri Lankas regering og de tamilske oprørere. Siden den første fredsaftale blev indgået med Norge som mægler i 2002, har kamp- og terrorhandlingerne været begrænsede. Men det seneste år er der sket meget lidt, og de to parter i konflikten har med jævne mellemrum skærpet retorikken. Over 30.000 mennesker mistede livet i Sri Lanka, da flodbølgerne kom skyllende ind over kysterne. 15.000 døde i Indien og 5.300 i Thailand. Indonesien har senest opgjort antallet af døde til 110.000. Der var også dødsofre i Malaysia, Maldiverne, Bangladesh, Myanmar og Østafrika. USA's forsvarsminister Paul Wolfowitz oplyste, lørdag, at de amerikanske militærstyrker, der har deltaget i nødhjælpsoperationen i Indonesien, vil blive trukket ud, så snart det lader sig gøre. Han sagde, at USA ikke har problemer med den deadline i slutningen af marts, som den indonesiske regering har sat til fremmede styrker om at være ude af landet. - Vore job er at arbejde os ud af et job, sagde Wolfowitz i Bangkok ved starten af en rundrejse til lande, der blev ramt af flodbølgerne og det jordskælv, der udløste den dødbringende tsunami. Organisationen Læger Uden Grænser advarer om, at de overlevende i den indonesiske provins Aceh er i fare for at dø af stivkrampe efter at have været i berøring med lig og affald. Organisationen har registreret 67 tilfælde af stivkrampe og siger, at antallet stiger hastigt. Omkring 3000 lokale beboere i hovedbyen Banda Aceh er af FN blevet hyret til at indsamle affald i ruinerne. /ritzau/Reuters