FN giver Iran en måneds frist

TEHERAN:FN’s Sikkerhedsråd vedtog mandag en resolution, der truer Iran med økonomiske sanktioner, medmindre landet stopper sit atomprogram inden 31. august. Flere måneders diplomatisk nervekrig kulminerede mandag, da FN’s Sikkerhedsråd vedtog en resolution, der kræver, at Iran indstiller sit atomprogram den 31. august. I modsat fald risikerer Iran økonomiske sanktioner. Resolutionen udtrykker “alvorlig bekymring” over, at Iran nægter at efterkomme det Internationale Atomenergiagenturs (IAEA) ordrer om at standse berigelsen af uran og arbejdet med atomenergi i det hele taget. Sikkerhedsrådet vedtog resolutionen med stemmerne 14-1, hvor kun Qatar var imod. USA hilste den “kraftige” FN-resolution velkommen. - Det er en stærk resolution. Jeg ønsker at takke vores partnere, sagde den amerikanske præsident, George W. Bush. Han noterede, at det er en fælles, samlet resolution. Bush sagde, at iranerne bør lytte nøje og til resolutionen. - Verden er besluttet på at samarbejde for at sikre, at de ikke ender med et atomvåben eller teknologien til at bygge et atomvåben, sagde han. Efter at resolution 1696 var en realitet, kaldte Irans FN-ambassadør beslutningen for ulovlig. - Irans fredelige atomprogram truer ikke den internationale fred og sikkerhed. Derfor er Sikkerhedsrådets håndtering af sagen uden lovlig basis og praktisk nytte, sagde Javad Zarif efter mødet. Vedtagelsen kom få timer efter, at Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, offentligt havde truet med at sætte hårdt mod hårdt i tilfælde af FN-resolutioner imod præstestyret. Iran vil ikke alene overveje at afbryde samarbejdet med IAEA helt og aldeles, sagde Ahmadinejad, men vil også tage medlemskabet af den internationale ikkespredningsaftale om atomvåben op til revision. Bag resolutionsforslaget stod Frankrig, Tyskland og Storbritannien med stærk støtte fra USA. De fire lande - samt Kina og Rusland - fremlagde for måneder siden en særlig atompakke, der tilbyder Iran en række økonomiske og politiske fordele, hvis landet til gengæld dropper udviklingen af sit omstridte atomprogram. Præstestyret har overvejet sit svar lige siden, og det magtfulde sekskløver har flere gange undervejs beskyldt Iran for at trække tiden ud og i al hemmelighed arbejde på at udvikle atomvåben./ritzau/AFP