Udland

FN-hold er gidsler hos syriske oprørere

21 FN-observatører vil ikke blive frigivet, før al-Assads styrker trækkes ud af landsby, siger oprørere.

FN-hold er gidsler hos syriske oprørere

Syriske oprørere siger i en video på YouTube, at de tilbageholder en konvoj med FN-observatører nær Golanhøjderne.

En mand, der siger, at han er fra brigaden "Yarmous Martyrer", gør det i videoen klart, at FN-observatørerne ikke vil blive frigivet, før styrker fra præsident Bashar al-Assads militær trækkes ud af landsbyen Jamla.

Talsmanden stod i optagelserne foran to hvide pansrede køretøjer og en lastbil med FN's kendemærker. Mindst tre personer i videoen bærer FN's lyseblå hjelme og skudsikre veste.

FN siger i en erklæring, at der er tale om 21 observatører fra verdensorganisationen, der bliver tilbageholdt i Golanhøjderne. Organisationen siger, at den forsøger at forhandle sig frem til en aftale om at lade observatørerne gå fri.

Omkring 30 bevæbnede oprørere standsende FN-konvojen i området, hvor FN har overvåget en våbenhvile mellem Syrien og Israel siden 1974 i den såkaldte Undof-mission, lyder det fra FN-talsmand Eduardo del Buey.

- FN-observatørerne var på en forsyningsmission og blev stoppet nær observationspost 58, der har været genstand for vedvarende ødelæggelse, og som blev evakueret i den forgangne weekend efter voldsomme kampe i nærheden, siger han.

I en anden video beskylder den samme talsmand for oprørerne observatørerne for at arbejde sammen med den syriske hær.

- Det syriske regime, FN og de europæiske lande arbejder sammen med Israel, siger talsmanden.

De 21 observatører stammer ifølge diplomatkilder alle fra Filippinerne.

Syriske oprørere er også mistænkt for at have bortført endnu et medlem af Undof-missionen, der blev taget som gidsel i sidste måned.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, appellerer til, at de 21 observatører bliver løsladt "straks", og at både den syriske region og oprørerne respekterer FN's arbejde i området.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.