FN-inspektører havde delvis succes i Bagdad

Militær 10. februar 2003 07:00

BAGDAD: FN's to chefinspektører, Hans Blix og Mohammad ElBaradei, fik kun delvis succes med deres to dage lange forhandlinger i Iraks hovedstad, Bagdad. Under møderne lørdag og søndag har Irak afleveret dokumenter om landets våbenprogrammer, men alligevel kaldte en FN-kilde anonymt resultatet af visitten "noget blandet". Officielt oplyste Hans Blix, der er chef for våbeninspektørholdene, at Irak havde givet dokumenter om miltbrand og om landets al-Fatah og al-Surmoud- missiler. Desuden rejser FN-cheferne hjem med nye dokumenter om VX-nervegas, som vil blive studeret i New York i de kommende dage. Ifølge en anonym kilde i FN's delegation var der imidlertid tale om ikke-originale dokumenter, som var fremstillet til lejligheden. Det var på den baggrund, at møderesultatet blev beskrevet som blandet. Desuden lovede Irak, at landet inden fredag vil sige ja eller nej til FN's krav om at tillade overflyvninger af U2-fly. Disse fly vil kunne kaste lys på den amerikanske udenrigsminister, Colin Powells beskyldninger om, at Irak fjerner ulovlige våben fra baser, umiddelbart før FN's inspektører ankommer på inspektion. Irak frygter, at USA vil sørge for en nedskydning af et sådant fly og derefter give Irak skylden for nedskydningen. - Vi håber, at det bliver løst i de kommende dage, inden Hans Blix fremlægger sin rapport, sagde den ene af de irakiske delegationsledere, general Amer al-Saadi. ElBaradei, som er chef for Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, var udpræget positiv efter møderne. Ifølge ham er der tegn på en mere positiv irakisk indstilling, om end der er brug for hurtig handling. Blix fremlægger fredag endnu en redegørelse for FN's Sikkerhedsråd, hvorefter USA formentlig vil presse på for en militær aktion mod Irak. Weekendens forhandlinger blev fra irakisk side ledet af Saadi, der er rådgiver for præsident Saddam Hussein, og af Hossam Mohammad Amin, der leder den irakiske organisation, som har kontakt til FN-inspektørerne. Den irakiske ledelse skal under møderne endvidere have tilkendegivet, at der vil blive nedsat en kommission til eftersøgning af dokumenter om landets produktion af masseødelæggelsesvåben. /ritzau/AFP

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...