FN-inspektører i Irak fortsat optimistiske

EMNER 9. februar 2003 07:00

BAGDAD: De førende våbeninspektører fra FN, Hans Blix og Mohammad ElBaradei, gav udtryk for optimisme efter første runde af de vigtige forhandlinger i Iraks hovedstad, Bagdad, i går. Blix sagde, at de over fire timer lange drøftelser i Iraks udenrigsministerium havde været "omfattende og nyttige". Tidligere betonede ElBaradei, som er direktør for Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, at der kommer flere chancer for at undgå en krig. - Dette er en vigtig chance, men ikke den sidste. Der vil komme andre chancer, sagde ElBaradei. Forhandlingerne blev fra irakisk side ledet af general Amer al-Saadi, der er rådgiver for præsident Saddam Hussein, og af Hossam Mohammad Amin, der leder den irakiske organisation, som har kontakt til FN-inspektørerne. Møderne i Bagdad er Blix's og ElBaradeis sidste, inden de næste fredag fremlægger en formentlig afgørende rapport for medlemmerne af FN's Sikkerhedsråd i New York. /ritzau/AFP

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...