FN-inspektørers rapport om Syrien ventes mandag

Den højt prioriterede rapport fra FN's undersøgelser af gasangreb kommer mandag, siger luxembourgsk minister.

Udland 11. september 2013 15:15 - Opdateret 11. september 2013 15:17

FN-inspektørers rapport om Syrien ventes mandag

FN's våbeninspektørers rapport om et giftgasangreb i Damaskus for tre uger siden ventes klar på mandag, siger Luxembourgs udenrigsminister, Jean Asselborn.

- Ifølge de informationer, jeg har modtaget, så kommer rapporten på mandag, siger Asselborn til den tyske radiostation Deutschlandfunk.

Luxembourg er i øjeblikket medlem af FN's Sikkerhedsråd som et ikke-permanent medlem.

Asselborn har appelleret til Sikkerhedsrådets fem permanente medlemmer om at finde fælles fodslag om en løsning på den syriske konflikt.

FN har endnu ikke oplyst, hvornår den meget imødesete rapport er færdig. I weekenden sagde Frankrigs præsident, François Hollande, at han regnede med, at den blev offentliggjort i slutningen af denne uge.

De seneste dage har Rusland og Syrien forhandlet en plan for, at det syriske styre skal overdrage kemiske våben til international kontrol og efterfølgende destruktion.

USA, som ellers har forberedt en militæraktion mod Syrien, afventer nu initiativet, før landet vil tage stilling til en eventuel militæraktion.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, holdt natten til onsdag dansk tid en tv-tale til nationen, hvori han gav udtryk for, at initiativet var "opmuntrende", men han har stadig en militæraktion på tegnebrættet.

USA har hele tiden beskyldt Syriens styre med præsident Bashar al-Assad i spidsen for giftgasangrebet 21. august, og amerikanerne hævder, at 1429 mennesker blev dræbt ved den lejlighed.

Obama sagde i tv-talen, at han vil afvente FN-inspektørernes rapport.

/ritzau/dpa

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...