Udland

FN-medarbejdere er tilbageholdt i Golan-højderne

Fire FN-medarbejdere er blevet tilbageholdt i Golan-højderne, formentlig af syriske oprørere.

FN-medarbejdere er tilbageholdt i Golan-højderne

Fire fredsmæglere fra FN blev tirsdag pågrebet og tilbageholdt i de israelsk-besatte Golan-højder mellem Syrien og Israel.

Det meddeler en talsmand for FN's kontor for fredsmægling.

Ifølge FN er det endnu ikke klart, hvem der har pågrebet de fire medarbejdere fra den 1000 mand store FN-observatørstyrke, Undof, som blev sat i verden i 1974 for at overvåge netop Golan-området.

Den syriske oprørsgruppe Yarmouk Martyrs Brigade har imidlertid taget skylden for tilbageholdelsen. Gruppen meddeler, at anholdelsen er sket af hensyn til FN-fredsmæglernes egen sikkerhed.

Et billede fra oprørsgruppen viser de fire tilbageholdte, som bærer lyseblå FN-jakker med påskriften "filippinere".

De fire FN-arbejdere blev tilbageholdt i det samme område, hvor 21 FN-observatører blev pågrebet af syriske oprørere i marts.

FN's generalsekretær Ban Ki-moon har "kraftigt fordømt tilbageholdelsen" af verdensorganisationens fire ansatte.

Ban Ki-moon "kræver dem løsladt straks", siger FN-talsmand Martin Nesirky.

- Generalsekretæren beder alle parter om at respektere Undof's bevægelsesfrihed, sikkerhed og tryghed.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.