FN-observatører løsladt i Abkhasien

Bortførelser 12. juni 2003 08:00

BERLIN: Den danske FN-observatør Henrik Sørensen, hans to tyske kolleger og deres georgiske tolk blev ved midnatstid onsdag frigivet efter at have været bortført i den abkhasiske udbryderrepublik i Georgien i næsten en uge. Frigivelsen blev senere onsdag bekræftet af Hærens Operative Kommando, der meddeler, at den danske kaptajn efter omstændighederne har det godt, men skal gennemgå et sundhedstjek og have en samtale med en psykolog. Det forlød allerede tirsdag, at gidslerne var blevet løsladt, men en talsmand for det tyske forsvarsministerium oplyste til nyhedsbureauet dpa, at gidslerne først klokken tre lokal tid onsdag morgen blev sat på fri fod. Den tyske avis Die Welt skriver onsdag, at den planlagte frigivelse af gidslerne tirsdag middag kuldsejlede, og at endnu et forsøg på at løslade dem ud på aftenen også mislykkedes. Men ifølge det tyske forsvarsministerium er FN-observatørerne nu i georgiske sikkerhedsstyrkers varetægt i Kodori-dalen tæt på grænsen til Rusland, og deres sundhedstilstand betegnes som stabil. - Når de vender tilbage til Tblisi, vil den tyske ambassade tage sig af dem, sagde ministeriets talsmand. Den danske kaptajn, hans to tyske FN-kolleger, der alle tre var ubevæbnede, og deres georgiske tolk blev sidste torsdag under en patrulje overfaldet af otte maskerede mænd og bortført i det svært tilgængelige bjergområde omkring Kodori-dalen, 250 kilometer nordvest for den georgiske hovedstad Tblisi. Ifølge georgiske efterretningsoplysningerne skal bortførerne være medlemmer af en kriminel bande, der hærger Kodori-dalen. Bortførerne havde krævet en løsesum på tre millioner dollar (19 mio. kr.), men det var onsdag morgen ikke oplyst, om pengene var blevet betalt. Den frigivne Henrik Sørensen er 36 år og kaptajn i flyvevåbnet. Han har siden november i fjor været udstationeret i den uroplagede region, hvor han sammen med fire andre danske FN-folk overvåger en våbenhvile mellem abkhasiske oprørere og Georgien. Det er ikke første gang, at FN's mission i Abkhasien bliver udsat for bortførelser. I de forløbne år er soldater fra FN-missionen blevet bortført tre gange, og for tre år siden blev to danske officerer bortført i Kodori-dalen. FN's mission i Abkhasien blev indledt i 1994, efter at separatistiske oprørere drev georgiske regeringsstyrker ud af området. Oprøret har kostet omkring 10.000 mennesker livet. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...