FN: Ordre til drab fra højeste sted

Homs: Syriske soldater har dræbt ubevæbnede kvinder og børn, beskudt civile områder og torteret sårede oprørere efter ordre fra højeste sted, er uafhængige efterforskere fra en kommission nedsat af FN kommet frem til. - Kommissionen har fået troværdige og enslydende beviser, der identificerer højtstående medlemmer af hæren, som har beordret deres underordnede til at skyde ubevæbnede demonstranter, skriver efterforskerne i en rapport til FN's Menneskerettighedsråd. De skriver ligeledes, at der er blevet beordret drab på soldater, som har nægtet at udføre den type ordrer. De højtstående militærfolk skal også have beordret mishandling af fanger og angreb på civile beboelsesområder med kampvogne og maskingevær. FN har på baggrund af oplysningerne lavet en liste over ledende officerer og syriske embedsmænd, som er ansvarlige for forbrydelserne og mistænkt for forbrydelser mod menneskeheden./ritzau/Reuters