Libyen

FN-organ: Libyen fremstillede plutonium - importerede uran

Wien, fredag /ritzau/Reuters Libyen producerede i hemmelighed en lille mængde plutonium, importerede beriget uran og var i gang med en række andre aktiviteter, som var rettet mod fremstillingen af atomvåben. Det fremgår af en rapport, som FN's atomorgan, Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), udsendte fredag. IAEA meddelte også, at disse "fejl viser, at i en længere periode overtrådte Libyen sikkerhedsbestemmelserne", som er en afgørende del af den internationale atomare ikke-spredningsaftale. Rapporten afslører, at Libyen fra 1980'erne og frem var i gang med et langt mere avanceret program end hidtil antaget, inden det nordafrikanske land i december i fjor accepterede at indstille bestræbelserne på at udvikle masseødelæggelsesvåben. /ritzau/Reuters