FN-rapport: Nordkorea blæser på sanktioner og forbud

Fortrolig rapport viser, at Nordkorea på flere måder forsøger at sno sig uden om FN's økonomiske skruestik.

USA's udenrigsminister, Mike Pompeo (foto), deltager lørdag i et møde med udenrigsministre fra sydøstasiatiske lande i Singapore. Nordkoreas udenrigsminister, Ri Yong-hu, er også med, men det vides ikke, om de to skal mødes. Foto: Edgar Su/Reuters
Politik 4. august 2018 04:44 - Opdateret 4. august 2018 06:16

FN's forsøg på at få Nordkorea til at makke ret og indstille bestræbelserne på at blive en atommagt er ifølge en ny FN-rapport ikke den store succes.

Nordkorea har således ikke indstillet udviklingen af hverken atomvåben eller missiler. Det viser en fortrolig FN-rapport ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Desuden forsøger styret i Pyongyang på flere måder at komme uden om de hårde sanktioner, som FN har pålagt landet for at svække dets økonomi.

Nordkorea eksporterer fortsat kul, jern, tekstiler, fisk og skaldyr samt mange andre ting, som sikrer landet millioner i hård valuta.

Indtægter i dollar og andre udenlandske valutaer menes at være helt afgørende for, at Nordkorea er i stand til at finansiere sine våbenprogrammer.

Nordkorea omgår også forbud mod at købe råolie og olieprodukter.

Det sker ved, som det også tidligere har været fremme, at skibe fra andre lande på åbent hav overfører olie til nordkoreanske tankskibe, som derefter sætter kurs mod en havn i hjemlandet med den eftertragtede last.

Mindst 40 fartøjer er involveret i den form for lyssky aktiviteter ifølge rapporten.

- Nordkorea har ikke stoppet sit atom- og missilprogram og fortsætter med at trodse Sikkerhedsrådets resolutioner gennem en massiv stigning i ulovlige skib-til-skib-overførsler af olieprodukter såvel som overførsler af kul til søs gennem 2018, hedder det.

Og det efterlader de seneste runder af sanktioner "ineffektive", konkluderer rapporten med reference til, at FN har lagt et loft over både Nordkoreas import af olie samt landets eksport af kul.

Det er uafhængige eksperter, som overvåger sanktionerne, der har lavet rapporten, som fredag aften amerikansk tid er overdraget til FN's Sikkerhedsråd.

USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, siger lørdag ifølge AFP forud for en stor sikkerhedskonference i Singapore, at det er vigtigt at fastholde det "'økonomiske og diplomatiske pres på Nordkorea for at opnå den endelige, og fuldstændigt verificerbare atomafrustning, som Nordkorea har indvilget i".

USA's præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, blev på et topmøde i juni enige om, at Nordkorea skal skaffe sig af med sine atomvåben, men styret i Nordkorea har ikke oplyst, hvordan det vil gribe det løfte an.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...