Politik

FN-rapport: Nordkorea vil skærme atomarsenal mod militærangreb

Ifølge en fortrolig rapport forsøger Nordkorea at beskytte sine atommissiler mod mulige angreb fra Vesten.

Præsident Donald Trump har talt om "enorme fremskridt" i forhandlingerne om atomnedrustning, men ifølge FN er der ikke tegn på, at Nordkorea begrænser sit atomarsenal. Her ses Trump og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, under forhandlinger i juni sidste år.

Præsident Donald Trump har talt om "enorme fremskridt" i forhandlingerne om atomnedrustning, men ifølge FN er der ikke tegn på, at Nordkorea begrænser sit atomarsenal. Her ses Trump og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, under forhandlinger i juni sidste år.

PYONGYANG:Nordkoreas arsenal af atomvåben er intakt, og styret i Pyongyang forsøger ihærdigt at sikre, at det er beskyttet mod mulige militære angreb.

Det er konklusionen i en fortrolig FN-rapport, som nyhedsbureauet Reuters har fået indsigt i.

Rapporten er blevet udarbejdet for medlemmerne af FN's Sikkerhedsråd forud for det forestående topmøde mellem USA's præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, senere på måneden.

Ifølge rapporten benytter Nordkorea civile faciliteter, herunder lufthavne, til missilmontering og -afprøvning. Alt sammen med det formål at forhindre angreb.

Man mener, at det "viser en konsekvent tendens fra Nordkoreas side, hvor man spreder sin produktion, samling og opbevaring" af atomvåben.

Forhandlingerne mellem USA og Nordkorea har centreret sig om en mulig atomnedrustning på Den Koreanske Halvø. Donald Trump har ved flere lejligheder hyldet de "enorme fremskridt" i forhandlingerne.

Nordkorea har endnu ikke kommenteret rapporten.

Det er FN's inspektører af sanktioner mod Nordkorea, der har lavet rapporten, og foruden det nordkoreanske atomprogram har de også fundet beviser for flere sanktionsbrud.

Ifølge FN har Nordkorea "forsøgt sig med nye teknikker til at omgå sanktioner", og blandt andet har mange ulovlige leverancer af petroleum til det isolerede land fundet sted.

Samtidig har det nordkoreanske styre ifølge inspektørerne brudt FN's våbenembargo og forsøgt at sælge militært isenkram til militante bevægelser og regeringer i Mellemøsten og Afrika.

Rusland og Kina, der begge er permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet, har siden det første topmøde mellem Trump og Kim i juni sidste år talt for at løsne sanktionerne mod Nordkorea.

Dette er dog gentagne gange blevet afvist af USA.

/ritzau/