FN-rapport opfordrer rige lande til at fordoble bistand

New York, mandag /ritzau/Reuters Verdens rige lande skal fordoble deres udviklingsbistand i løbet af de kommende 10 år, hvis de skal leve op til løfterne om at halvere fattigdommen inden 2015. Over 500 millioner mennesker kan løftes ud af ekstrem fattigdom. 250 millioner mennesker behøver ikke at gå sultne i seng. 30 millioner børn kan redde livet. Det kræver bare, at de rige lande fordobler deres udviklingsbistand i løbet af de kommende 10 år. Dette fremgår af en rapport, som mandag blev fremlagt for FN's generalsekretær, Kofi Annan. Rapporten er blevet til i et samarbejde mellem 265 eksperter ledet af Jeffrey Sachs, der er professor ved Columbia University i New York. Eksperterne giver i rapporten en bred vifte af forslag til, hvordan verdens ledere kan leve op til deres årtusindeerklæring om blandt andet at halvere fattigdommen inden år 2015. /ritzau/