Udland

FN-rapport: Oprørere og Assad begår krigsforbrydelser

En FN-kommission konkluderer, at både oprørssoldater og det syriske styre har udført massakrer.

FN-rapport: Oprørere og Assad begår krigsforbrydelser

Både oprørsstyrker og syriske regeringsstyrker har udført krigsforbrydelser i det borgerkrigshærgede Syrien.

Det skriver en gruppe eksperter nedsat i en FN-kommission i en ny rapport, der dækker perioden 15. maj til 15. juli, om situationen i Syrien.

Regeringsstyrker har blandt andet udført massakrer på civile og bombet hospitaler i forsøget på at genvinde tabt land.

Oprørerne - blandt disse islamister fra udlandet - har også udført krigsforbrydelser, blandt andet henrettelser, gidseltagninger og bombeangreb på beboelseskvarterer.

- De skyldige i disse forbrydelser - alle parter - har handlet i modstrid med international lov. De frygter ikke at blive draget til ansvar, siger chefen for FN-kommissionen, Paulo Pinheiro.

De uafhængige eksperter skriver i rapporten, at de har modtaget efterretninger om angreb med kemiske våben "hovedsageligt" udført af regeringsstyrker.

- På baggrund af de tilgængelige beviser er det ikke muligt at konkludere noget omkring brugen af kemiske våben, hvor de kommer fra, og hvem der er skyldige. Efterforskningen pågår, hedder det i rapporten.

Rapporten dækker ikke de seneste knap to måneder, og det er i denne periode, at Syriens regeringsstyrker - ifølge USA og andre lande - har udført et stort giftgasangreb i forstæder til hovedstaden Damaskus.

FN-kommissionens rapport bygger på 258 interview med flygtninge, afhoppere og andre i regionen.

Det er kommissionens 11. rapport over de seneste to år. FN-holdet har ikke i denne periode opnået adgang til det borgerkrigshærgede land.

Eksperterne opfordrer til en politisk løsning på borgerkrigen og appellerer til, at lande undlader at sende våben ind i landet.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst