Politik

FN's særlige udsending møder oprørsleder i krigsplaget Yemen

Lederen af oprørsbevægelsen i Yemen mødtes torsdag med FN's særlige udsending for at diskutere fredssamtaler.

Femårige Abdelrahman Manhash er en af de 14 millioner yemenitter, der risikerer at dø af sult som følge af den fire år lange krig i Yemen. Han vejer blot fem kg

Femårige Abdelrahman Manhash er en af de 14 millioner yemenitter, der risikerer at dø af sult som følge af den fire år lange krig i Yemen. Han vejer blot fem kg

SANAA:Lederen af houthi-oprørerne i Yemen har diskuteret de planlagte fredssamtaler i Sverige med FN's særlige udsending Martin Griffiths.

Griffths og oprørslederen, Abdulmalik al-Houthi, mødtes torsdag i Yemens hovedstad, Sanaa. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- De to talte om, hvad der skal til for at gennemføre fredssamtalerne i december, og hvordan man kan transportere syge og sårede til udlandet og tilbage igen, skriver houthi-talsmand Mohammed Abdelsalam på Twitter.

Fredssamtalerne mellem de krigsførende parter i Yemen skal efter planen holdes i Sverige i begyndelsen af december.

Tidligere på måneden bekræftede FN, at parterne inden længe vil blive indkaldt til samtalerne.

FN håber, at både houthi-oprørerne og repræsentanter fra den internationalt anerkendte regering i Yemen, der ledes af præsident Abedrabbo Mansour Had, vil deltage.

Så sent som i september kuldsejlede de planlagte FN-ledede fredsforhandlinger, da houthierne ikke dukkede op.

Krigen i Yemen brød ud i 2015, da Saudi-Arabien gik i krig mod houthi-bevægelsen med det mål at få genindsat præsident Abd Rabbo Mansour Hadi.

Siden har det ifølge FN udviklet sig til den største humanitære krise i verden.

Houthi-oprørerne kontrollerer i dag store områder i Yemen, herunder hovedstaden.

Regeringens styrker støttes af en international koalition, som ledes af Saudi-Arabien. Koalitionen har modtaget våben og anden støtte fra USA, mens de shiamuslimske houthi-oprørere menes at få hjælp fra Iran.

Over 10.000 mennesker har mistet livet i løbet af den næsten fire år lange krig, mens 85.000 børn kan være døde af ekstrem sult eller sygdom, vurderer Red Barnet. Yderligere 14 millioner yemenitter risikerer at dø af sult, hvis ikke krigen snart indstilles, vurderer FN.

Både houthi-oprørerne og den koalition, som Saudi-Arabien står i spidsen for, udtrykte i tidligere på måneden vilje til at indstille deres angreb.

Kort tid efter blussede der dog nye kampe og luftangreb op i den strategisk vigtige havneby Hodeidah, hvorfra 70 procent af al den livsnødvendige nødhjælp til Yemens indbyggere kommer ind i landet.

/ritzau/