FN-udsending opfordrer Myanmar til nytårsvåbenhvile
Efter meldinger om drab på cirka 35 mennesker i Myanmar i weekenden, udtrykker ny FN-udsending dyb bekymring.

MYANMAR-MILITARY-POLITICS-COUP Handout/Ritzau Scanpix
FN's nye udsending til Myanmar, Noeleen Heyzer, er "dybt bekymret" over blodsudgydelserne i landet.
Hun opfordrer til en nytårsvåbenhvile mellem Myanmars militær og dets modstandere.
Det siger hun i sin første offentlige udtalelse, siden hun tiltrådte posten som FN's udsending til Myanmar. Hun blev udpeget i oktober.
Noeleen Heyzer "er dybt bekymret over den fortsatte optrapning af volden" i flere dele af Myanmar.
Senest er der i weekenden kommet meldinger om, at omkring 35 civile er blevet dræbt og deres lig brændt i delstaten Kayah.
To medarbejdere fra hjælpeorganisationen Red Barnet er savnet. Deres bil var en af flere, der blev angrebet og brændt i Kayah fredag.
I de seneste dage har der været nye sammenstød mellem militæret og etniske oprørsgrupper i nabodelstaten Kayin. Det har sendt tusindvis af mennesker på flugt mod grænsen til Thailand.
En talsmand for militærstyret sagde i weekenden, at militæret har angrebet oprørsgrupper i Kayah-delstaten fra luften.
Siden militæret tog magten ved et kup 1. februar, er over 1300 mennesker blevet dræbt, og flere end 11.000 er anholdt ifølge menneskeretsgrupper i Myanmar.
Indtil videre er der ikke kommet noget ud af FN's forsøg på at finde en diplomatisk løsning på krisen sammen med den sydøstasiatiske samarbejdsorganisation Asean.
De generaler, der nu leder landet, afviser at tale med deres politiske modstandere.
Heyzer opfordrer alle parter til at lade humanitær hjælp komme ud til civilbefolkningen.
- Herunder også dem, der er tvunget til at flygte fra volden, siger Heyzer.
Hun har overtaget posten som Myanmar-udsending efter Christine Schraner Burgener, der har opfordret FN til at tage "meget kraftige tiltag" i brug for at få Myanmar tilbage til demokrati.
Siden kuppet i februar har generalerne udelukket Burgener fra at rejse ind i Myanmar. I sidste uge skrev medier i Myanmar, at militærstyret havde lukket hendes kontor i landet.
/ritzau/AFP
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.