Fnat smitter som steppebrand

Fnatmider kan ikke ses med det blotte øje. Alligevel kan de være frygteligt irriterende for dem, der får besøg af miderne

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der behøver ikke være mere end 10-20 fnatmider på kroppen, før sygdommen udvikler sig. Fnat kan give så voldsom kløe, at man river sig til blods.Foto: London Scientific Films/Polfoto

Det er enhver husmor eller familiefars skræk: Når barnet efter en lang dag med kammeraterne i børnehaven pludselig begynder at klø sig forskellige steder under aftensmåltidet i det ellers idylliske hjem. Måske er det bare en lille irritation, eller et forsøg på at få forældrenes opmærksomhed. Måske er det slet ikke noget. Eller også er det fnat - en ubehagelig sygdom, der rammer Danmark i epidemier med 20-30 års mellemrum, senest her i begyndelsen af 2009. Har man fnat begynder det at klø voldsomt forskellige steder på kroppen, og generne kan være så voldsomme at ofret river sig til blods. Der kommer også udslæt i form af små røde knopper. Sygdommen skyldes smitte med den humane fnatmide, der overføres ved tæt kontakt mellem mennesker. Det kan for eksempel være mellem personer i familien, der deler sovepladser, eller ved den tætte fysiske kontakt, der opstår ved samleje. Men det kan også være på områder, hvor mange mennesker er samlet, som for eksempel i en børnehave. Har man mistanke om, at et familiemedlem har fnat, skal man kontakte sin læge, fortæller professor, overlæge, dr.med. Klaus Ejner Andersen fra Odense Universitetshospital. Husk endeballer og skridt - Det er vigtigt at finde ud af, om der er tale om fnat, og da fnatmiden er så lille, at den ikke kan ses med det blotte øje, er det en god idé at kontakte sin læge. Hvis der er tale om fnat skal alle, der lever under samme tag og bruger samme badeværelse i behandling, og alt deres tøj skal vaskes grundigt, siger han. Fnat behandles ved brug af cremen Nix, der kan købes uden recept på apoteket. Cremen, der indeholder stoffet permethrin, der slår miderne ihjel, er effektivt i cirka 90 procent af tilfældene, men det kræver, at man er grundig. - Cremen skal smøres på overalt på kroppen om aftenen, inden man går i seng. Det er vigtigt, at man er yderst grundig og følger forskriften. Alle hudfolder, også endeballer og skridt, skal smøres ind. Slår det ikke miderne ihjel, er det fordi, man ikke har været grundig nok, for fnat kan altid kureres, siger Klaus Ejner Andersen og tilføjer, at det er vigtigt, at behandlingen gentages efter en uge. I vores eksempel vil familien også skulle oplyse i børnehaven, at de har fået konstateret fnat. Så kan de øvrige børn og personalet søge læge, hvis de får mistanke om at være smittet. Da fnatmiden kan overleve op til et døgn på tøj, møbler og gulve, kan fnat i enkelt tilfælde også overføres fra omgivelserne. Derudover kan der gå op til seks uger, fra man er blevet smittet af de små fnatmider, til de første symptomer kommer. Risiko for infektion Der skal ikke ret mange fnatmider til, før at fnathelvede er løs. - Personer, der får fnat, har ikke nødvendigvis mere end 10-20 fnatmider på sig. Der sker det, at man udvikler en overfølsomhed over for de æggehvidestoffer, som fnatmiderne udskiller. Det kan være et kæmpe irritationsmoment, selv om der ikke er tale om særligt mange mider. Det svarer til, at man udvikler en form for allergi over for miderne, siger Klaus Ejner Andersen. På trods af generne ved, at det klør, og man har udslæt, er fnat i sig selv ikke farligt. Det kan følgesygdommene til gengæld være. - Når man har udslæt er ens hud meget overfølsom og ubeskyttet. Det betyder, at man har mindre forsvar over for infektioner i huden. Derfor er det vigtigt at få fnatten behandlet. Skorpefnat smitter let Ud over den almindelige fnat, findes der også en mere sjælden art af fnat, den såkaldte skorpefnat, der rammer folk, der i forvejen er alvorligt syge. - Det kan for eksempel være på et plejehjem. Hvis en sengeliggende patient har skorpefnat, vil vedkommende hurtigt smitte andre patienter og ansatte. I de tilfælde er det vigtigt, at alle kommer hurtigt i behandling, siger Klaus Ejner Andersen. Modsat den almindelige fnat, har folk, der er ramt af skorpefnat, flere mider i huden, og sygdommen smitter lettere. Danmark bliver ramt af fnat-epidemier med års mellemrum. Senest i slutningen af 2008 og starten af 2009, hvor folk over hele landet blev ramt af de humane fnatmider. Ifølge Klaus Ejner Andersen er der ikke nogen umiddelbart logisk forklaring på, hvorfor hyppigheden af fnat stiger fra tid til anden. - Det er ikke til at sige noget om, hvorfor der pludselig opstår mange tilfælde af fnat på samme tid. Det eneste vi kan sige er, at sygdommen oftest forekommer om vinteren, siger han. Fnat-epidemien, der ramte Danmark omkring årsskiftet, er sandsynligvis ikke set værre siden 1970'erne.