FOA Aalborg i fremgang

Pia Pedersen, næstformand og hverveansvarlig i FOA Aalborg: Nu kommer medlemmer ikke af sig selv.

Pia Pedersen, næstformand og hverveansvarlig i FOA Aalborg: Nu kommer medlemmer ikke af sig selv.

AALBORG:Fagforeningen FOA - Fag og Arbejde - i Aalborg har i fjerde kvartal af 2007 haft en medlemsfremgang på godt og vel 300 medlemmer til 12.800. -Vi er meget glade for fremgangen. Det handler om medlemshvervning, og spørger man om, hvorvidt indmeldelser ikke bare sker automatisk, så er svaret et bestemt nej! Vi arbejder bevidst for det og det kræver tid og energi, mod og åbenhed. siger næstformand i FOA Aalborg, Pia Pedersen. - I 2007 har vi besøgt rigtig mange arbejdspladser og det har været både spændende og lærerigt. Mange i FOA har opdaget, hvor vigtig synligheden er for medlemmerne. På arbejdspladserne har vi medbragt FOA plakater, badges og andre materialer samt naturligvis indmeldelsesblanketter. Men det vigtigste har været os selv og det har været hårdt arbejde at vende udviklingen, siger hun. Pia Pedersen oplever, at de aktuelle overenskomstforhandlinger, der kan ende i konflikt, har skabt fornyet interesse for at stå i en rigtig fagforening, Men et rundspørge til nogle af de ny-indmeldte, har også vist andre forklaringer: Nogle har aldrig fået tilbuddet, og en hel del har erkendt, at Kristelig Fagforening ikke for dem var en rigtig fagforening. - Vi har kunnet trække medlemmer til, selvom vores kontingent faktisk er 100 kroner højere om måneden, siger Pia Pedersen. FOA Aalborg dækker kommunerne Vesthimmerland, Rebild, Jammerbugt og Aalborg. I hele landet har FOAs hvervekampagne skaffet 4000 nye medlemmer.