FOA på besøg i Østervrå

FOA’s lokale formand blev inviteret til Østervrå af ABC-Service

Åse Bakland
Social- og Sundhedshjælper Christina Mortensen på besøg hos Kathrine Andreasen, der modtager personlig pleje og praktisk hjælp fra ABC-Service. Foto: Åse Bakland
EMNER 17. juni 2012 09:01

ØSTERVRÅ: ABC-Service i Østervrå inviterede fornylig FOA’s lokale formand i Frederikshavn, René Johansen, til at besøge virksomheden, der er Frederikshavn Kommunes tredjestørste private udbyder af personlig pleje og praktisk hjælp.

FOA’s formand har meldt ud, at de vil kigge de private firmaer efter i sømmene, for at finde ud af om overenskomster og arbejdsmiljøforhold bliver overholdt.
– Vi vil lave en undersøgelse blandt vore cirka 200 medlemmer, der er ansat hos private leverandører, om det er sandt eller en myte, at de ansatte i private plejefirmaer har dårligere forhold end de kommunalt ansatte, har René Johansen tidligere udtalt til NORDJYSKE.
Derfor sendte ABC-Service straks en invitation til FOA-formanden.
- Vore medarbejdere er underlagt FOA’s overenskomst, oplyser indehaver af ABC-Service Holger Moss, og vi ville gerne fortælle René Johansen, hvordan en moderne privat leverandørvirksomhed er bygget op.
FOA-formanden fik således et indblik i omfanget og den daglige drift hos ABC-Service.
- Særligt var der fokus på, hvordan vi som privat virksomhed løser de daglige arbejdsmiljøforhold, som loven påbyder, fortæller Holger Moss, der i vinteren 2011 fik en grøn Smiley af Arbejdstilsynet.
Direktøren kunne også fortælle, at hans firma via erhvervsfremmemidler fra en EU-pulje og Alexandra Instituttet har haft besøg af Innovationsagenterne, der har lavet et innovationstjek på virksomheden. Der er efterfølgende skabt kontakt til Aalborg Universitet, som gerne vil lave et studieprojekt hos ABC-Service.
René Johansen var glad for besøget hos virksomheden, og understreger endnu engang, at han ikke ønsker at sætte alle de private hjemmeservice firmaer i samme bås.
- Men jeg tror, det er godt at få undersøgt arbejdsforholdene, siger René Johansen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...