FOA: Rettens dom er et knock-out-slag til Bastard Film

Den offentlige sektor skal kunne holde til brug af skjult kamera, men der skal være klare spilleregler.

Det har taget sin tid at få ret. Men dommen fra landsretten er uhyre klar, og den er reelt et knock-out-slag til alle de bortforklaringer, som Bastard Film er kommet med undervejs i dette alt for lange retsopgør.

Det siger forbundsformand Dennis Kristensen, FOA.

Han hæfter sig ved, at landsretten ikke alene tilkendegiver, at det var kritisabelt at vise udsendelsen i DR optaget med skjult kamera. Men at store dele af udsendelsen heller ikke passede, men var iscenesat af Bastard Film selv.

Fire FOA-medlemmer har efter otte år vundet retssagen mod Bastard Film og DR i den såkaldte Fælledgårdssag. De fire medlemmer er i dag tilkendt godtgørelser på mellem 10.000 kroner og 20.000 kroner af Østre Landsret.

Direktøren og en journalistpraktikant fra det nu krakkede Bastard Film gik i 2010 ellers fri i straffesagen om videregivelse af skjulte optagelser på Fælledgården, fordi sagen var anlagt for sent.

Derfor måtte FOA på de fire medlemmers vegne anlægge et civilt søgsmål. Det er dette søgsmål, som FOA nu har vundet rent over de to sagsøgte.

Landsretten finder, at de sagsøgte har udvist en adfærd af en sådan grovhed, at de er erstatningsansvarlige for de skete krænkelser.

- Jeg er meget tilfreds med, at denne dom nu trækker klare grænser for anvendelse af skjult kamera, og at den sikrer de ansatte nogle grundlæggende rettigheder, siger Dennis Kristensen og fortsætter:

- Også den offentlige sektor skal kunne holde til anvendelsen af et skjult kamera, men der bør være klare spilleregler, herunder at de involverede får mulighed for at tage til genmæle. Denne mulighed afviste både Bastard Film og DR i denne sag.

De fire FOA-medlemmer har fået en erstatning på henholdsvis 20.000 kroner, 20.000 kroner, 15.000 kroner og 10.000 kroner.

Dommen er også en større begmand til DRs daværende nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen, der tog beslutningen om at sende den konstruerede virkelighed fra Fælledgården i Magasinet Søndag, mener forbundsformanden.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.