Fodbehandler efterlyser frivillige

Fodbehandler Louise Hammer O'Carroll, som har sin egen fodplejeklinik i Godthåb, brænder for at hjælpe andre.

Louise Hammer vil lave gratis fodpleje til brugere af Kirkens Korshærs varmestue. Foto: Michael Koch

Louise Hammer vil lave gratis fodpleje til brugere af Kirkens Korshærs varmestue. Foto: Michael Koch

Så efter at have spekuleret lidt over, hvordan det bedst kunne foregå, tog hun kontakt til lederen af Kirkens Korshærs varmestue på Østerbro i Aalborg, hvor hun i midten af juni gav gratis behandlinger til brugerne sammen med en massør. Og initiativet var så stor en succes, at det nu er aftalt at gentage arrangementet to gange om året. - Jeg har altid haft lyst til at hjælpe de her mennesker. Ikke fordi de nødvendigvis er hjælpeløse - men fordi det som regel er en gruppe, der ikke tænker ret meget på deres fødder, forklarer hun. Pæne fødder og røverhistorier Ifølge Louise havde varmestuens brugere faktisk pænere fødder, end hun havde regnet med. Men der var alligevel mange, som tog mod tilbuddet om få behandlet deres fødder. - Jeg var der fra kl. 9 om morgenen, og det varede ikke ret længe, inden der var kø. Men folk var også smaddersøde, og jeg fik en masse gode snakke og røverhistorier, fortæller hun. Ud over lysten til at hjælpe andre, ser Louise også initiativet som en faglig udfordring. For brugerne af varmestuen går ofte mere end andre, og det sker også, at de "falder om" med tøj og sko på, og det kan godt være hårdt for fødderne. - Så jeg tror, der var mange, som syntes, det var dejligt at komme ind og slappe lidt af og få et fodbad, forklarer hun. Pladsforholdene i varmestuen er ikke optimale. Men 5. december gentager Louise Hammer O'Carroll alligevel arrangementet, og inden da vil hun gerne i kontakt med andre, som kunne tænke sig at bidrage. - Det vil især være fint, hvis der var en frisør, som gad stille op. For - i modsætning til fødder - er det jo noget, som også kan ses af andre - og det tror jeg, flere af kvinderne vil sætte pris på, siger hun. Louise O'Carroll efterlyser også forretninger eller firmaer, som vil sponserer nye sko, strømper og vinterstøvler. For brugt fodtøj er ikke sundt for fødderne, og varmestuens brugere har sjældent penge til at købe nyt. - Men det kan også være, at der er en zoneterapeut eller andre, som beskæftiger sig med luksus og velvære, sm har lyst til at være med, fortsætter Louise. Interesserede kan både henvende sig til hende, via klinikkens hjemmeside eller varmestuens leder, Eva Lillelund.