Fodbold, fingerstrik og virtuelle familier

Børnene i Sofiendalskolens DUS-ordning nyder at lege

Fodbold 21. september 2004 06:00

AALBORG:De skal have et stort hus, og være pænt klædt på, og så skal de være både i godt humør og aktive. Det er den virtuelle familie, som pigerne fra 3. klasse på Sofiendalskolen i Aalborg er ved at klikke frem på computerskærmen, vi taler om. Icomputerrummet bliver det dog bekræftet, at skærmen ikke er det vigtigste legetøj. - Jeg har et computerspil med My Little Pony, men jeg har dem også i rigtige figurer, og dem kan jeg meget bedre lide at lege med. Det er bedst, når man selv kan styre dem, forklarer Caroline Vestergaard Hansen. Når det gælder far, mor og børn, er dukkerne dog lagt på hylden til fordel for de mere avancerede virtuelle modeller, men man kan sagtens fingerstrikke, samtidig med det computerskabte univers stiller krav om madlavning og toiletbesøg. På legepladsen suser svævebanen gennem luften, som bliver klippet i stykker af klappende sanglege, mens jorden gungrer når gyngerne bliver forladt i lange hop. Fangeleg, spark til bøtten og rundbold bliver nævnt i flæng, når børnene skal fortælle om deres yndlingslege, der dog varierer alt efter om man er pige eller dreng. - Det er bedst at være ude og spille fodbold, og det er vi også rigtig gode til, men det gider pigerne ikke at være med til, forsikrer Mikkel Glen Lauridsen. For pigernes vedkommende er det mere stillesiddende sysler, der hitter. - Jeg kan godt lide at tegne og male, siger Caroline Vestergaard Hansen. Børnene er i Sofiendalskolens DUS-ordning synes, de har god tid til at lege, men flere børn giver udtryk for, at legen skal passes ind i en travl hverdag. - Jeg går til badminton, svømning og fodbold, så jeg skal noget hver dag efter skole undtagen fredag, siger Kasper Vestergaard Jensen, der på trods af de mange gøremål ikke føler han har travlt. For nogle af børnene betyder hverdagen dog, at tiden til at lege derhjemme, er begrænset. - Når jeg kommer hjem skal jeg lave lektier og så er det spisetid, og så er der ikke så lang tid til jeg skal i seng, fortæller Caroline Vestergaard Hansen. Iskolens DUS-ordning får børnene lov til at lege, som de har lyst til, dog med restriktion på tiden foran computeren. Det lader imidlertid til, at de traditionelle lege står i så høj kurs, at skærmrestriktionen er unødvendig. - Computerrummet kan sagtens stå tomt, og det er kun nogle enkelte børn, der har lyst til at spille på dem hele tiden, siger Charlotte Berg, pædagog i DUS-ordningen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...