Fodbold, følelser og festivitas

HJØRRING:Der var masser af spændende fodbold at se, da Dana Cup i går afviklede sine finaler. Der var utrolig god stemning på stadion, hvor mange var mødt frem for at heppe på deres hold. Der blev jublet og grædt efter de spændende kampe, og især et norsk pigehold, Koll IL, var meget slået ud over at have tabt finalen til United Soccer. Pigerne fra United Soccer stod og jublede oppe på podiet, mens pokalen gik fra hånd til hånd, alt imens der flød tårer ud af de norske øjne. Man så tydeligt, at fodbold også handler om følelser, og at det virkelig betyder noget for holdene at vise, at de kan noget - og hvis ikke de kan vinde, så i al fald at det har kæmpet, og der blev vist meget flot fodbold af både piger og drenge. Imens sad som sædvanlig Søren Kærholm oppe i speakerboksen og holdt styr på det hele. Fra morgenstunden gik det også løs med B-finalerne på HI’s anlæg, og her havde to lokale hold, HI og Bagterp, havde kvalificeret sig til en finalekamp HI mødte et engelsk hold, North Herts S, som pressede de op til 17 år gamle drenge hårdt. Ved halvleg var HI bagud 2-0, og de så en smule slukørede ud. Træner Jesper Sønderkjøge bevarede dog entusiasmen og forsøgte at skifte ud, men lige lidt hjalp det, og HI tabte 3-0. - De har været svingende i deres præstationer. En del er blevet skadet, og vi har kun 13 spillere tilbage. Jeg er lidt skuffet med også glad for at blive nummer to, sagde træneren efter kampen. Også lokale Bagterp IF måtte se sig slået i sin B-finale mod svenske Åkersberga BK med cifrene 1-2. Da finalerne var ved at være færdige, konkluderede John Robert Larsen: - Vi har været utrolig heldige og har haft perfekt fodboldvejr, når man tænker på denelendige sommer, vi har haft.