Fodbold

Fodbold og så noget helt andet

Jeg går i disse dage med nedbøjet hoved, ja, næsten med en følelse af, at jeg burde gå med burka.

Først skælder sportsdirektøren voldsomt ud og dernæst langer en tilflytter på samme måde ud efter mig. Og det bare fordi jeg ikke uge efter uge vil stå på betonen i Arenaen og gale alle mulige og umulige skældsord efter 11 sportsfolk fra en anden by i Danmark. Jeg henter hver morgen med dirrende hånd AaB Posten, undskyld NORDJYSKE i postkassen og tænker: Hvem får nu lov til at skælde ud i spalterne i dag? De burde nu være lidt mere opfindsomme og selektive i valg af skribenter, tænker jeg. Nå, hver sin lyst. Min er nu en lidt anden end råberi efter fodboldspillere. Jeg elsker faktisk at komme på landevejen med min cykel. At køre kilometer efter kilometer. Lige nu at lytte til lærken og viben. At dufte og se landmandens arbejde på den sorte jord. En eller to gange om ugen er jeg i de klubber, jeg er medlem af, og nyder turene sammen med mine cykelmakkere. Det er sjældent, vi råber af hinanden, men gør vi det, er det i den positive del af spektret. Opmuntrende eller direkte ros, når vi synes, der arbejdes godt i front. Eller når en ny klarer turen over forventning. Så kan man næsten se, at han bliver flyvende. Det er nemlig ikke så let, som det ser ud til. At være med i feltet af garvede og rutinerede cyklister. Unge og ældre, ja sågar gamle. Bare spørg unge Asger, der netop er startet i motionscykelklubben Himmerland. Han var med på den lilla rute (den længste af tre) i lørdags, da vi rundede de 70 km gennem Himmerlands smukke bakkede natur. Mod slutningen blev der drejet på håndtaget, og da vi nærmede os afslutningen ville jeg teste ham og sagde Vi rykker efter den næste runding, når vi sidder bagerst. Desværre kom en bil imod, så aktionen ville være en smule risikabel. Vi øgede derfor blot farten, og kom samlet hjem til klubhuset. Så stærkt har jeg aldrig kørt før, sagde unge Asger. Jeg roste og sagde han klaret det rigtig flot, og brugte lejligheden til at rette en smule på hans stilling på cyklen. Han har nogle rigtig gode muskler, og skal have fuld udnyttelse af dem. Og som garvet cykelrytter, kan jeg se hvordan tingene optimeres. Skal jeg absolut råbe efter nogen, bliver det efter NORDJYSKE, som sidste år tog den redaktionelle beslutning, at man ikke længere ville behandle den professionelle cykelsport. Der har været tunge problemer i sporten, men hvor går grænsen for, hvornår man vil stoppe med at skrive. Alle sportsgrene har dopingproblematikken inde på livet. Men cykelsporten gør noget ved det og er suverænt den mest testende. Hvor mange dopingkontroller er der i år foretaget i f.eks. Superligaen? Et særdeles interessant spørgsmål, som NORDJYSKE får til opgave at søge indsigt i og berette om. Jeg får mine skrevne og synsmæssige oplevelser andre steder af kvalificerede journalister og tv-reportere, men når jeg alligevel skælder ud på NORDJYSKE er grunden, at man endelig havde fået en journalist, som skrev med hjertet og ikke kun med fingrene. Jeg har ved flere lejligheder sendt rosende ord til Søren Olsson, og synes, at min lokale avis nu, efter de tiltag, der er taget indenf or cykelsporten, bør overveje, om ikke Søren igen skal have lov til at berette til nordjyderne. Jeg tænker også i den forbindelse på det store arrangement, der er i støbeskeen af en nordjysk cykelklub. Det vil være befordrende for alle, især arrangørerne, at der igen bliver skabt opmærksomhed omkring den sport, som tusindvis af danskere, også nordjyder, hvert år kaster sig over, når Danmark Rundt besøger bl.a. Aalborg. Skal læserne fortsat savne Sørens indlæg om cykelsporten.