Fodbold på den sjove måde

Sidst i skolernes sommerferie er der igen sommerskole i fodbold på Støvring stadion.

Sidst i skolernes sommerferie er der igen sommerskole i fodbold på Støvring stadion.

STØVRING:Støvring IF fodbold byder igen i år på masser af fodbold i sommerferien. DBUs fodboldskole starter den sidste dag i juli og varer en uge. Over hele landet deltager 27.000 børn på en af DBUs fodboldskoler. - Hver dag er der masser af fodbold med træning af tekniske færdigheder, kampe og turneringer suppleret med sjove pauseaktiviteter, fremhæver formanden for SIF fodbold, Anders Norup. I år er det særlige tema småspil på mindre områder med tilpassede mål. Træningen foregår efter alder, og man kan være med både som nybegynder og trænet spiller. Uddannede trænere står for træningen, der foregår hver dag iugen fra klokken 9 til 15. DBUs fodboldskole er for årgang 92-98. Ugen efter er det DGIs minifodboldskole, der holder til på stadion i Støvring. DGI slår et slag for at spille fodbold på den sjove måde. Her er leg, teknisk træning og sjove oplevelser i hovedsædet, og øvelserne er tilpasset spillernes alder og niveau. Alle kan være med uanset om de er nybegyndere eller kommende landsholdsspillere. DGIs fodboldskole foregår tirsdag til fredag. Begge fodboldskoler er for både drenge og piger, og i deltagerprisen er der inkluderet blandt andet en fodbold, en drikkedunk og gratis frugt hver dag, slutter Anders Norup.